1864-Arkivet

Det kan ikke antages, at Christian var mere bange end de fleste Andre, men vist er det, at det i Begyndelsen kriblede svært i ham. Han havde altid været meget glad ved Livet, og han længtes ingenlunde efter at komme af med det, men at dømme efter den Medfart, de fik var Sandsynligheden for at bevare det rigtignok ikke stor. En Granat, der foer forbi ham tilhøjre, ramte i Mavebæltet paa Blokhuset og sendte ham en Masse Grus og Smaasten over Hovedet med en saadan Kraft, at det borede sig ind i Hornet og Træet paa den ene Side af hans Pibe, som han havde i Munden. Ogsaa Kinden og Næsen fik saa meget, at han havde Men af det i nogle Dage, men større Skade gjorde Granaten dog i Blokhuset. Dette var, som tidligere nævnt, overordentlig solidt bygget, og det var derfor forstaaeligt, at man betragtede det som et sikkert Opholdssted. Hele Infanteribesætningen og en Del af Artilleristerne var nu tyede derind og havde gjort sig Livet mageligt. Nogle laa og sov, Andre fik sig en Passiar ved den tændte Pibe, og tilfredse var de, fordi de havde dette ypperlige Tilflugtssted nu, da Barakkerne ikke længere var til at være i. Det skærmede jo tillige imod Vind og Vejr.