1864-Arkivet

Infanteribesætningen tilligemed de ledige Fæstningsartillerister havde som sædvanlig søgt Dækning bag Blokhuset, og herfra lød der pludselig et Skrig. August løb derom og saa et Syn, der fik Haarene til at rejse sig paa Hovedet af ham. En Granat, der var gaaet igennem begge Blokhusets Vægge, var slaaet ned imellem de 50-60 Mennesker, der sad i et Par Geledder langs Blokhuset. En Klynge paa en halv Snes Mand laa saaledes sammenskudt, at den næsten ikke var til at finde Rede i, medens en Del af deres Lemmer laa rygende af Blod hist og her. Det var ikke let at overse, hvor stor Ulykken egentlig var, thi alle laa som forstenede. Havde nogen raabt “Op og gaa paa, nu kommer Prøjserne!”, var de vistnok fulde af Liv sprungne op i samme Øjeblik. Men ogsaa kun et saadant Ord kunde have hævet Trolddommen og genvakt hos dem den Energi, som de prøjsiske Granater efterhaanden havde lamslaaet. Fordømte til stadig Uvirksomhed og Dag efter Dag liggende hen som slet og ret Kanonføde var de som slagne af Rædsel. For at opnaa en Pause blev der nu i nogen Tid skudt Salver med de fire riflede Kanoner. Saa hurtig som der kunde lades og rettes, blev de affyrede alle paa een Gang, og det lod virkelig til, at Prøjserne imponeredes heraf, thi deres Skydning sagtnede saa meget, at det blev muligt at skaffe de Saarede bort.