1864-Arkivet

I Begyndelsen var det naturligvis Infanteriet, der maatte tage Skraldet af, men saasnart Skanserne havde Vished for, at vore Forposter var afvejen, begyndte Kanonerne at tale med. I Nr. 2, hvor Anker og August var til Stede, fordeltes Arbejdet saaledes, at Skydningen til Broager med de fire riflede Kanoner foregik kanonvis, medens Skydningen imod Fronten lededes af Anker ved de to Kanoner tilhøjre for Traversen og af August ved den 84 Punds Granatkanon tilvenstre. Denne, der var monteret i en Belejringslavet, stod ikke godt. Kanonbænken havde ikke tilstrækkelig Dybde til Tilbageløbet under Skydningen, og for at den ikke skulde løbe ned af Bænken, var den forsynet med Stoppetov. Lavetblokken, der var gammel og skrøbelig, kunde ikke i Længden modstaa den voldsomme Anstrengelse, Tovet voldte den efter hvert Skud, og som Skydningen gik allerbedst og Kardætskkuglerne summede Prøjsserne værst om Ørene, knækkede Lavetblokken i Stilleskruehullet, og – Kanonen stod som en haleløs Fugl med Næbet lige imod den blaa Himmel. “Av!” lød det fra Mandskabet omkring den, og Anker stod straks oppe paa Traversen for at se, hvad der var i Vejen. August vidste dog straks Raad. I et Øjeblik fik han kastet baade Kanon og Affutage baglæns ned af Bænken, og i næste Nu stod den lille 4 Punds riflede Kanon klar ved det ledige Skydeskaar. Med et “Hurra!” var den som fløjet fra sin Plads ved Flanken imod Broager, og de flinke Folk kappedes om at bringe den til Skud. Men o Ve, den var for lille til at skyde ud igennem det høje Skydeskaar! Dog ogsaa herfor var der Raad. Tiltrods for Riffelkuglerne, der stadig svirrede omkring dem, havde Folkene snart faaet skrællet saa meget af Skydeskaaret, at den Lille kunde komme til, og nu gik det lystigt igen.