1864-Arkivet

Blandt disse Folk fandtes nogle, der spillede en vis Rolle i Nr. 2 og derfor har Krav paa lidt nærmere Omtale. Den første var en lille, lyshaaret Fyr med et Par lysegule uldne Strømper trukne udenpaa Benklæderne og saa lange, at de naaede ham midt op paa Laarene. Han var til megen Morskab paa Grund af sine gode Indfald, og et saadant var vistnok Skyld i, at han viste sine gule Strømper frem og derved skaffede sig Navnet: “Kanariefuglen”. Den anden bar det for en Københavner saa fornøjelige Navn: “Frederiksberg”, og hans Ydre beskrives bedst ved at citere et Signalement, hans gode Ven Mureren en Dag gav af ham, idet han kaldte ham en »sværlemmet, sorthaaret, brunøjet, bredmundet, fladnæset Svibel med et Ansigt saa rødt som en Munderingskrave”. Hans Forretning bestod tildels i at koge Kaffe, og – saa godmodig var han – der behøvedes kun en Antydning af, at det i Grunden kunde være rart at faa en Kop Kaffe, – straks “gled” Frederiksberg afsted med Kedlen. Hans Ildsted bestod først i et Stykke af en Kakkelovn, der var anbragt et Sted udenfor Skansen; senere, da dette en Dag midt under Kogningen var blevet ramt af en Granat, maatte han tage til Takke med et Hul i jorden. “Frederiksberg” var fuld af Løjer og havde herved en fortrinlig Hjælper i den drukne Murer”. Denne var ellers et daarligt Subjekt og til temmelig liden Nytte. Med Brændevinen kunde hans Mod stige i nogen Tid for da pludselig at synke ned under Nulpunktet. Han erklærede saa, at han var træt, og lagde han sig først til Ro, lod han sig ikke drive til noget som helst. Betegnende var det for ham, at han indsamlede det Bly, som de prøjssiske Granater førte med sig til Skansen, og solgte det i Sønderborg. Det var en stor Fornøjelse for Folkene, naar Mureren og Frederiksberg under indtræffende Pauser i Skydningen gav en Forestilling tilbedste. Glemmende alle Farer og Møjsommeligheder flokkedes man da om de to Komikere, indtil et “Dæk!” fik Latteren til at forstumme og spredte saavel Publikum som Aktører for alle Vinde.