1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Tegninger og planer for de danske skanseanlæg 1861-64

Tegninger og planer for den i 1861 anlagte danske Dybbølstilling ved Sønderborg. Tegningerne er udført i forbindelse med anlægget af stillingen i 1861-62 af ingeniørkaptajn Good og ingeniørkaptajn Petersen.

Grundtegningerne af skanserne på Dybbøl 1862 er kopieret i 1922 af J. A. Lander (tegner i Ingeniørkorpset). Kopien er siden farvelagt. De originale tegninger var udført af Ingeniørkaptajn Good og indsendt den 15. februar 1862 – Ingeniørkorpsets Historiske Kortsamling.

Frederik Christian Good var den ingeniørofficer, som fik til opgave at anlægge skanserne på Dybbøl, efter at det var blevet besluttet kun at lave feltbefæstning. Good rekognoscerede området og på baggrund af dette udarbejdedes den endelige plan, som Good derefter udførte. Tegningerne viser skansernes udseende efter at arbejdet var stoppet pga. manglende bevillinger.

Først den 6. december 1863, da krigen stod for døren, fik Good ordre til at færdiggøre værkerne. Dette kunne på daværende tidspunkt ikke nåes, så da den danske hær kom tilbage fra Danevirkestillingen den 8. februar 1864, var stillingen ikke klar til brug. Hovedparten af skanserne manglede gravpalisadering, der var ikke jorddække på blokhusene og nogle af krudtmagasinerne i skanserne manglede fodfolksbanketter og stormtrin, forterrænets bevoksning var ikke fjernet, brohovedet samt batteriene på Als var ikke armeret og der manglede overalt barakker til soldaterne. Ved en energisk indsats i februar-marts med hjælp fra besætningen i Dybbølstillingen lykkedes det dog stort set at klargøre skanserne inden preusserne indledte bombardementet af skanserne.

Viser 19 emner.