1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Mindsten for kaptajn Stockfleth, sekondløjtnant Brønnum, officersaspirant Prior og kommandersergent Bugge

Mindestenen er en granitsten med sort skrift. Mindestenen ligger ved stien i hegnet mellem Grønnekær og Langdamgård. Stenen er rejst af “Kommiteen til Rejsning af Mindesten for Faldne i de slesvigske Krige” den 22. april 1938.

Inskription:

Her faldt kapt. F. H. E. H. Stockfleth, seklt. L. C. H. Brønnum, offasp. J. S. Prior, kmdsg. J. L. J. Bugge den 18.4.1864.

Kaptajn Frederik Hannibal Edvard Harald Stockfleth, født 1829 i Kolding, blev 1847 sekondløjtnant. Ved krigens udbrud i 1848 ansattes han ved 4. Liniebataillon. Han deltog med hæder i krigen 1848-51. For sin kækhed og snarrådighed i slaget ved Isted udnævntes den 21-årige løjtnant til Ridder af Dannebrog. 1864 kæmpede han som chef for 20. Regiment 2. Kompagni. Han udmærkede sig i kampen ved Selk og Kongshøj, ligesom under Fredericia’s forsvar. Under den danske 8. Brigades angreb den 18. april var Stockfleth’s kompagni i forreste linie. Det var nået frem til den nordlige del af hegnet mellem Langdamgård og Grønnekær. Næsten hele kompagniet mejedes ned i den voldsomme kugleregn, så kun to korporaler af samtlige befalingsmænd slap levende derfra. Kaptajn Stockfleth fik en kugle i baghovedet, og han var død på stedet. Hans grav er på Augustenborg Kirkegård, hvor kammeraterne skrev på hans gravsten: “Han var brav, tapper og ædel”.

Sekondløjtnant Lars Christian Hedemark Brønnum, født 1843 i København, blev 1862 udnævnt til sekondløjtnant og ansattes ved 20. Bataillon. 1864 rykkede han ud med kaptajn Stockfleth’s kompagni, og den 18. april faldt han sammen med sin chef. Brønnums lig førtes til København, og han blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Officersaspirant Jacob Sophus Prior faldt ved kaptajn Stockfleth’s side med ordene: “Ah, Gud hjælpe mig!” – “Det skal han nok, lille ven!” svarede Stockfleth, idet han bøjede sig over ham. I det samme faldt Stockfleth ramt af en kugle i baghovedet. Prior blev begravet på Søetatens Kirkegård i København den 29. april 1864.

Kommandersergent Johan Ludvig Jensen Bugge fra København, faldt samtidig med sekondløjtnant Brønnum. Bugge hviler i en af fællesgravene på Dybbøl Banke.