1864-Arkivet

‹ Ét niveau op

Mindesten for major S. P. L. Schack

Mindestenen er en granitsten med sort skrift. Mindestenen ligger på Dybbølmarkvejs nedre del ved sidste knæk. Stenen er rejst af “Kommiteen til Rejsning af Mindesten for Faldne i de slesvigske Krige” den 26. november 1926.

Inskription:

Her faldt major S. P. L. Schack ved 20. Regt. den 18.4.1864.

Major Sophus Peter Larsenius Schack, født i København 1812, blev sekondløjtnant i 1830, i 1838 premierløjtnant. Ved hærens omordning i 1842 tog han sin afsked og helligede sig malerkunsten. Han har efterladt sig mange gode arbejder og erhvervede sig som elev på Kunstakademiet både den lille og den store sølvmedalje. Da krigen brød ud i 1848 meldte han sig til tjeneste og blev ansat som kaptajn ved 7. Bataillon. Han udmærkede sig ved Ullerup og Frederiksstad og blev to gange såret. I 1864 rykkede han ud med 20. Regiment som major og chef for dets 1. Bataillon. Under Scharffenbergs angreb (8. Brigade) blev han dødeligt såret. Han blev ført til København, hvor han døde den 21. april. Den 29. april blev han begravet på Garnisons Kirkegård.