1864-Arkivet

Den 1ste Januar fejrer Dybbøl-Mølleren Jørgen Hansen og Hustru deres Guldbryllup. Drik deres Skaal, danske Mænd og Kvinder, landet over!

Han er ikke nogen stor Feltherre, og dog er der næppe mange gamle Soldater, som ikke føler Hjærtet varmes i Krigserindringer, naar hans Navn nævnes. Han er ikke nogen fremtrædende Politiker, han spørger ikke Højre og Venstre, han er dansk Sind og Skind. Han er jævn, ligefrem, trofast, sejg, han er Forbillede paa det, der udgjør vort Lands Berømmelse, vort Folks Hæder.

De skød Møllen ned for ham, men han tyggede den op igjen; de skød Møllen ned igjen, men han rejste den paa ny, den snurrer endnu fra Toppen af Dybbøl Bjærg som Fløj paa et Taarn staar den som Danskhedens Fane paa Slesvigs Grund, den summer og arbejder og trættes ikke og drejer, som Vinden blæser, og ser ned paa Tyskernes ?Denkmal?, der staar ved Siden af. Snart smiler den godmodig, lidt dovent for svag Brise, Vingen op og Vingen ned som Lykkens Hjul; tænk paa det, Denkmal! Snart skuler den fra Siden og klaprer af Vrede og støjer og stamper, og Mølleren maa stikke et Reb i Sejlene, for den ikke skal løbe løbsk og han ikke lægge sig ud med Magthaverne ? saa galhovedet er den; snart vender den fornemt Ryggen til Denkmal og er bomstille.

Men Denkmal bryder sig ikke om alt det, den hviler kold og fornem paa sin Stensokkel, støtter sig til de fire Jærnsoldater og vender trodsig Spidsen mod Himlen. Saa drejer Møllen til Vinden og begynder igjen.

?Hvilken vending!” tænker Denkmal. ?Ved Guds Styrelse!” føjer Møllen til og maler flittig.

Og den spejder ud, i Øst og Vest. Om der skulde vise sig en Lysning, en Sky, et Kornmod, Forløber for et Pust, et Vindstød, et Uvejr, der kunde rense Luften, en mægtig Bølge, som, lig Kværnens stenhaarde Hjul, knuser alt, der trodsig vil stille sig imod Verdens Gang; thi Vingen maa dreje sig for Vinden, og Hjulet maler og Soldet sigter, og Tiden gaar frem, og Jorden gaar rundt, som Møllen gjør det.

Vi blev jaget derfra ? det gjorde vi.

Og naar jeg senere har været ved Dybbøl Mølle, var det som fremmed, taalt, der nok under de prøjsiske Kanoners Øjne maatte gaa omkring mellem Gravene, ikke komme inden for Skansernes Port. Vi veg derfra, vi, der med vort Værge skulde værne Slesvigs hellige Jordbund. Og de, som, da Jorden var tabt, skulde værne vort Sprog, vor Nationalitet, vor Ret og vor Adkomst – mange af dem løb ogsaa derfra, over Kongeaaen, over Allanterhavet over til Fjenden.

Men Jørgen Hansen blev der.

Han blev paa Toppen Dybbøl Bjærg, og der bliver han sin Død. Nu er han en gammel Mand. og han kan gaa herfra i Fred; thi han har opfyldt sit Hværv. Men hu han inden sin Død se Dannebrog vaje fra Møllens Top, da hans Haab opfyldt.

Det er et Par Aar siden, jeg var ved Dybbøl Mølle med Ven, en dansk Officer, hvem jeg fortalte Slagets Gang og Deltagelse deri. Uden for Møllen stod Karle og arbejdede; de stansede og lyttede.

?Var De her den 18de April?” spurgte den ene og løb saa ind og hentede Mølleren. Og Mølleren viste os op i Møllen og tog os ind Stuen og drak et Glas Vin med os og fulgte os hen til Denkmal og halvvejs ned ad Landevejen til Sønderborg Bro. Der tog han Afsked og trykkede mig en Granatstump i Haanden; den ligger nu her paa mit Skrivebord. Od der der løb en Taare ned ad hans furede Kind. Vi gik; snart drejede vi af til et af Gravstederne og saa tilbage; der stod Mølleren og vinkede.

Den 1ste Januar er det Dybbøl-Mølleren Jørgen Hansen og Hustrus Guldbryllup. Drik deres Skaal, danske Mænd og Kvinder, Landet over, send dem en Hilsen!