1864-Arkivet

I “Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer” står følgende om Dickmeiss:

SEKONDLØJTNANT WILHELM HERMAN BENJAMIN DICKMEISS fødtes den 31. Maj 1841 i København og var Søn af Klædefabrikant Hubert Cornelius Dickmeiss og Hustru Elisa Flor.

Dickmeiss gik i Efterslægtsselskabets Skole og tog herfra i 1857 Realafgangseksamen. Han uddannedes i Klædefabrikationen og optoges 1861 i Bestyrelsen af Faderens Klædefabrik.

Fra 10. December 1861 til 14. August 1862 gennemgik han Reserveofficersaspirantskolen paa Landkadetakademiet og udnævntes den sidstnævnte Dag til Sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve. Den 18. Oktober samme Aar ansattes han ved 2. Infanteri Bataillon, hvor han stod til sin Død. Han faldt den 28. Marts straks om Morgenen i Løbegravene, da Prøjsserne paa Dybbølstillingens venstre Fløj foretog et overraskende, yderst voldsomt Angreb.

Han fremhæves i Rapporten med Udmærkelse for sit Forhold under Kampen den 28. Marts. 

Han Lig førtes til København og jordedes den 5. April 1864 paa Assistents Kirkegaard.

Af et Brev fra en Ven, der var Læge ved samme Regiment, fremgaar: Den 27. Marts, der var en Søndag, havde de to Venner været sammen det meste af Dagen. De havde spist til Middag sammen, vilde have været i Kirke, men havde gjort Middagsluren for lang. Om Aftenen, inden de skulde paa Forpost, havde de spist sammen. Regimentet samledes nu ved Barakkelejren bag Skanserne, og herfra rykkede Dickmeiss med sin Deling paa Feltvagt. Det var Regnvejr, hvad Dickmeiss beklagede sig over, da han iøvrigt havde -glædet sig til at komme paa Forpost. Denne Feltvagt, der blev saa skæbnesvanger for ham, havde indtil da kun været lidet udsat, og hidtil havde intet Skud fra Broager eller Fronten fundet Vej hertil. Med ” Farvel og god Vagt« skiltes Vennerne og, fraregnet Misfornøjelsen med Vejret, gik Dickmeiss til sin Post munter og veltilfreds. Vel henad 3¼ om Morgenen den 28. Marts skete Prøjssernes Angreb, og af nogle Soldaters Forklaring fremgaar, at Dickmeiss straks ved Angrebets Begyndelse med sin Deling havde besat Skyttegravene, taget et Gevær og selv i nogen Tid deltaget i Beskydningen af Fjenden. Skansebesætningen bagved var imidlertid kommen paa sin Plads, og Feltvagten skulde derfor gaa tilbage.

Det var medens han forberedte Tilbagegangen og derfor rejste sig op, at han blev truffen. Skuddet ramte i Brystet og gik fra Skulder til Skulder. Hans Død var let og smertefri, idet to store Pulsaarer vare overskudte og ban saaledes døde af Forblødningen. Idet han faldt, vilde et Par af hans Soldater føre ham med tilbage, men han sagde til dem: »Skynd jer Folk, jeg dør, men pas godt paa og hold Stand! « Ved Korrespondance mellem Familjen og en tysk Soldat er det oplyst, at denne, da han hørte en saarets Stønnen tæt ved sig, traf paa Dickmeiss, der bad om noget Vand. Soldaten gav ham lidt Brændevin, men kort efter døde Dickmeiss, og den tyske Soldat meddeler, at hans sidste Ord var: »Aa, min stakkels Moder!« samt nogle flere Ord, som han dog ikke forstod.

Liget blev liggende, men nogle Timer senere, da Feltvagten atter indtog sin Plads fandtes det og bragtes til Sønderborg, hvor Vennen undersøgte det. Da Liget fandtes, var Livremmen skaaret over og Sablen borttaget, ellers var intet rørt. Ved Korrespondance er det oplyst, at en ved det tyske 18. Infanteri Regiments 6 Kompagni staaende Løjtnant – der for øvrigt faldt i Krigen 1870-71 – havde taget Sablen og baaret den Resten af Felttoget.

Den nævnte tyske Soldat, der i den stærkeste Kugleregn, søgte at bringe Hjælp til den saarede danske Officer, er omtalt i: »Preussische Kriegsthaten 1864 «; han modtog en officiel Ros af den tyske Konge og udnævntes af sin Regimentschef til Underofficer.

Dickmeiss var forlovet med Frøken Augusta Marie Sophie Larsen, Datter af Overvagtmester, Dannebrogsmand L. P. Larsen af 5. Dragon Regiment, Randers, og Hustru Mette Kathrine Jacobine Bergmann, en Præstedatter fra Mariager.

Hans Forlovede overlevede ham og ægtede 1879 hans efterlevende yngre Broder.