1864-Arkivet

Så nåede jeg til Kirsteins Mølle [Kirschsteins Mølle], hvor lægerne var. Her bredte sig et sørgeligt syn for mine øjne. alle ambulancerne samledes her. Nogle sårede våndede sig i frygtelige smerter, medens blodet flød ud af dem, andre vred sig i de sidste trækninger og atter andre sad tavse og tålmodige, medens sorg og lidelse stod malet i deres fortrukne ansigtstræk.

Lægerne var lutter iver. De opmuntrede snart en, medens de rakte en anden en læskedrik af vin og vand. Alle hjalp de på bedste måde. Jeg havde god lejlighed til at se deres virksomhed, fordi jeg trak mig lidt til side, da jeg formodede, at jeg ikke trængte så hårdt til hjælp som mange af de andre stakler. Dette bekræftede sig også, da lægen forbandt mig. Han stak en lang “søger” gennem såret, det gjorde av! Men det var jo nødvendigt, og så for resten undersøgte han og trykkede på såret, og da spurgte ham, om han troede, jeg senere ville få mén heraf, sagde han mig nogle opmuntrende ord. Nu var armen bunden fast i et bind; men jeg holdt selv af og til en slags generalprøve for os at se, om jeg kunne bevæge fingrene, og da de havde deres naturlige hudfarve, og jeg ingen smerte følte ved at bevæge dem, nærede jeg ingen frygt for at miste min arm, skønt det var på et slemt sted, jeg var blevet ramt. Havde projektilets bane blot drejet sig lidt, så havde det vist været ude med mig; men jeg var heldig.