1864-Arkivet

Ifølge ordre afløste kompagniet 7. Kompagni i forpoststillingen fra Arnkilsøre til hegnet syd for Skovbatteriet den 28. juni kl. 8 eftermiddag og udstillede 4 Feltvagter, med nr. fra højre fløj 1-4. Indtil nattens frembrud placeredes vagterne i den vestlige udkant af skoven. Hver vagt udstillede langs Sundet 4 Poster og Feltvagt nr. 1 desuden 1 post til bevogtning eventuel antænding af baunen nr. 6.

Under afløsningen kom brigadekommandøren, oberst Faaborg og jeg ledsagede ham langs med løbegravene, hvorved han overbeviste sig om, at stillingen for mit kompagnis vedkommende blev bevogtet på den befalede måde. 

Ved denne lejlighed ytrede jeg, at mit kompagni ved at besætte strækning af ca. 3500 alen  og opløst i fire feltvagter, med 34 mand på vedetpost, var i den grad spredt, at min virksomhed som kompagnikommandør ved et angreb, måtte nedgive sig til, at jeg anvendte min indflydelse på de af mine undergivne, som jeg i det givne øjeblik befandt mig i nærheden af og for øvrigt måtte stole på, at mine delingsførere gjorde deres pligt ved forsvaret af løbegravene, hvor den afgørende modstand måtte gøres, og hvor der dog, på grund af den store kyststrækning, som kompagniet skulle bevogte og forsvare, ikke i det afgørende øjeblik hurtigt kunne samle nogen betydelig styrke.

Da brigadekommandøren forlod mig opfordrede han mig til at gøre modstand i angrebsøjeblikket, og jeg lovede at gøre alt hvad der stod i min magt at udrette til forsvaret af løbegravene og en virksom beskydning af Sundet 

Ved mørkets frembrud kl. 9½-10 rykkede samtlige feltvagter i al stilhed frem til løbegravene, hvor de forblev sluttede, hver vagt for sig, og afløste de udstillede poster hver anden time. Vagtmandskabet stod med geværet i hånden, og jeg havde om aftenen indskærpet delingsførerne den største årvågenhed og udtrykkelig forbudt mandskabet at lægge sig, for at ingen skulle falde i søvn.   

Endvidere gav jeg feltvagten ordre til med størst mulig hurtighed at begive sig til den strækning af kysten, hvor fjenden måtte ses at rette sit angreb, og der af alle kræfter beskyde bådene.

Jeg havde om aftenen alvorligt lagt hver mand på sinde, at holde sig bravt, selv mod nok så stor en overmagt, samt forklaret dem, at det egentlige forsvar af stillingen beroede på at løbegravene holdtes og at Reserven skyndsomst ilede til. Som sædvanlig beordredes delingsførerne til i dagbrækningen at trække den samlede styrke tilbage og skjule den i skovkanten.

Under mit ophold i løbegravene hørte jeg hele natten, som de tidligere nætter, en vedholdende raslen af vogne og kanoner og megen tømren og banken fra den fjendtlige side af Sundet, men nogen forandring i de alt i tre nætter observerede og indmeldte forhold sporedes ikke. Natten var mild, med tyk luft og overtrukken himmel og det blæste med en let luftning fra nord. 

Omtrent kl. 2 ¼, just som det gryede ad dagen, affyredes, formentlig fra Sandbergskov, en fyldig geværsalve mod vor løbegrave og nogle sekunder herefter øjnede jeg nogle både, hvis antal hvert øjeblik voksede, komme roende frem fra skyggen af skoven.

Jeg befandt mig i dette moment ved Feltvagt nr. 2, og stod i løbegraven nær ved premierløjtnant Hindenburg. Da vi nu også bemærkede både i et mindre antal komme frem mod pynten ved Arnkilsøre, så ilede premierløjtnanten med omtrent halvdelen af vagten mod nord og jeg med resten mod syd, ned efter Skovfogedhuset til, da jeg på bådenes retning antog, at angrebet der ville finde sted. Efter et løb af nogle hundrede alen nåede jeg med min lille afdeling, omtrent vel 12 a 14 mand, hen til det hegn, der løber langs den nordlige side af Skovfogedens jordlod i retning mod Sundet.

Da jeg nu var kommen bådene på virksom skudhold, (de var dengang omtrent midt i Sundet) begyndte jeg beskydningen og tilråbte af og til folkene, at skyde lavt. Selv gjorde jeg uafbrudt skud mod bådene, der nu var temmelig nær og lod mandskabet lade så hurtigt som muligt. Ved denne lejlighed føltes i høj grad savnet af hurtigskydende gevær, med hvilket man ville kunne tilføje fjenden et føleligt tab.

Skydningen fra Sandbergskoven så vel som fra bådene fortsattes med stor iver og tilmed skødes fra flere batterier med granater, der dog næppe gjorde synderlig virkning, ligesom skydningen fra vore enkelte kanoner heller ikke sås anrette synderlig skade blandt bådene. Samtlige fra Sandbergskoven kommende både landede ud for Skovfogedmarken, og jeg anslår de ved første landsætning overførte tropper til cirka 1600 mand. Fjenden løb, uden at kunne standses af Feltvagt nr. 3, som var posteret omtrent ved landgangsstedet, tværs over løbegraven op mod det hegn, der danner skovfogedmarkens østlige grænse, omtrent 400 alen bag løbegraven. Ved det omtalte hegn standsede fjenden et øjeblik.

De af Feltvagten nr. 3, som ikke var anskudte eller nedstukken i løbegravene eller under forsøget på at retirere sig til hegnet, blev i løbet af nogle minutter overvældede og afvæbnede. Endnu nogle minutter efter at fjenden havde besat hegnet lykkedes det mig, ved ufortrøden bistand af min brave kommandersergent Berg, at kalde mandskabet, som jeg havde hos mig, til at beskyde de både, der var tilbage og jeg tilråbte mandskabet kun at beskyde de både, der var tilbage og ikke efter den iland trængte fjende, der heftig beskød os langs løbegraven.

Mange af mine folk blev nu dræbte eller sårede, og da ingen reserve var til at øjne eller mærke, løb jeg med det par mand der endnu var kampdygtig over marken i retning ad skoven. Trods den ualmindelige stærke kugleregn lykkedes det mig med enkelte at nå hen til det vestlige skovhegn, hvor 7. Kompagni ankom i stærkeste løb og udviklede sig til skydefægtning. 

Her traf jeg kaptajn Mathiesen og bataillonskommandøren, premierløjtnant Westberg og gav dem i korthed oplysning fægtningens tilstand, og anmodede om at kompagniets ild måtte rettes mod skovfogedens markhegn. Jeg anbefalede uophørligt at skyde lavt og deltog selv i skydningen. Samtidig med min ankomst til skovhegnet bemærkede jeg at fjenden havde vundet terræn på vor højre fløj (ved Arnkilsøre) og alt i store, spredte hobe rykkede ind i den nordlige spids af skoven. 

På venstre fløj af 7. Kompagni, omtrent midt for skovfogedhegnet, åbnede nu 2 af vore kanoner en ild, der virkede noget oplivende på mandskabet, der endnu nogen tid fortsatte geværilden, men det holdt vanskeligt at bringe dem til at tage ordentlig sigte. Fjendens kugleregn blev stærkere og stærkere og hegnet afgav vel skjul, men ingen synderlig dækning. Fjenden havde nu avanceret sig frem i skoven på vor højre fløj, og hans ild flankerede os føleligt. På grund af denne omgående bevægelse befalede kaptajn Mathiesen at gå tilbage, for om muligt at byde en ny front mod bevægelsen på vor højre flanke.

7. Kompagni og de af mine folk, der havde sluttet sig her til, fulgte ordren men da kaptajnen bemærkede at kanonerne på vor venstre fløj kom i overhængende fare for at blive tagne af den forfølgende fjende, befalede han kompagniets venstre fløj at gøre omkring og avancere frem til det forladte skovhegn. Befalingen blev udført, medens højre fløj af kompagniet retirerede sig tilbage gennem skoven.

Jeg forblev ved kompagniets venstre fløj i nærheden af de kanoner af batteriet Schreiber, indtil disse havde sat sig i bevægelse. Fjenden var imidlertid trængt frem ad vejen, der fører fra Skovfogedhuset tværs gennem skoven, og angreb os nu i venstre flanke og i ryggen. Kanondelingen udholdt her en levende geværsalve på 10 a 12 skridt, hvorved mange folk og et par heste styrtede og delingen måtte give sig til fange. Omtrent samtidig hermed blev jeg omringet og, efter et mislykket forsøg på at undløbe, måtte jeg give mig til fange.

Hvor stort mit kompagnis tab er, kan jeg ikke angive, men af fangerne har jeg erfaret, at premierløjtnant Hindenburg blev dødelig såret og at sekondløjtnant Pingel faldt, endvidere angives officersaspirant Meier, som falden. 

Af kompagniets underofficerer er i fangenskab kommandersergent Berg, furer Petersen, våbenmester Petersen og de midlertidige korporaler Jensen og Petersen. Antallet af menige fanger er mig ubekendt. Jeg beklager meget tabet af de brave og dygtige officerer, premierløjtnant Hindenburg og sekondløjtnant Pingel, der efter alle de mig for øre kommende efterretninger, såvel fra ven, som fjende, kan give det vidnesbyrd, at de har kæmpet med stor tapperhed, og til det sidste opfyldt deres pligt. 

I lige måde kan jeg ikke undlade med megen ros at fremhæve kommandersergent Berg, for sit modige og brave forhold under kampen. 

Til oplysning om fægtningen på kompagniets venstre fløj vedlægger jeg en rapport fra sekondløjtnant Bjerring, og det fremgår – så synes det mig – efter hans egne ord i rapporten, at han, foruden at være gået for tidlig tilbage til i dagstilling, i en beklagelig grad har manglet herredømme over sin afdeling, og jeg kan ikke undlade at udtale en streng dadel over hans slette kommandoførelse. 

Efter hvad jeg i fægtningen har set med egne øjne og efter hvad jeg senere har erfaret, har det, trods de mange rekrutter og det i kort tid uddannede mandskabs kun alt for talrige tilstedeværelse i kompagniet, dog været muligt at bringe mandskabet til at blive i kampen og har mandskabets forhold ? med undtagelse af sekondløjtnant Bjerrings deling, ikke undertruffet min forventning. Under gevær fandtes 4 officerer, 9 underofficerer, 3 officersapiranter, 2 spillemænd, 17 underkorporaler og 166 menige.

Erfurt 10. juli 1864

J. Linnemann

Premierløjtnant og kommandør 

for 4. Infanteri Regiments 1. Kompagni