1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Torgau, Tyskland: Grave med 5 danske krigsfanger
ID 8399. På byens over 200 år gamle garnisonskirkegård (Friedhof der evangelischen Kirchengemeinde) ved Dommitzscher Strasse blev fem danske krigsfanger begravet. Der blev sat fire identiske gravsten (sandstenstavler), idet den ene af stenene rummer navnene på to af soldaterne. Det vides ikke om grave og gravsten endnu eksisterer.
Inskription på de fire gravsten:
Herunder hvile den danske Soldat Peter Jörgensen af 2.I.R.5.Cmp. Död som Krigsfange i Torgau 1864.
Herunder hvile de danske Soldater Niels Jørgensen af 3.I.R.6.Cmp. og Henrik Peter Josephsen af 20. I.R.2.Comp. Döde som Krigsfanger i Torgau 1864.
Herunder hvile den danske Soldat Niels Hansen af 2.I.R. 1.C. Död som Krigsfange i Torgau 1864.
Herunder hvile den danske Soldat Anders Jensen af 9.I.R.6.Cp. Död som Krigsfange i Torgau 1864.
Michael Bach om gravene og soldaterne:
Gravstenene fandtes allerede ved krigsministeriets undersøgelse i 1886. Ministeriet betalte siden for gravenes vedligeholdelse, senest i 1943, hvor de lokale myndigheder oplyste, at gravstenene var "in guten Zustand". Det er ikke lykkedes mig at finde oplysninger om gravene endnu findes, men kirkegården eksisterer stadig, i dag som almindelig kirkegård. Fotografiet stammer fra Forsvarsministeriets Krigergravstilsyns arkiv (Rigsarkivet).
Om de enkelte begravede:
- Menig ved 2. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 438 Peder Jørgensen, født 4. juni 1840 i Stavnsholt, Farum sogn, Frederiksborg amt, såret ved Dybbøl 18. april 1864, død i fæstningen Torgau 15. maj, begravet 17. maj. Cohen 1864/94: Peter Jørgen Staunsholt. Mindetavle i Farum kirke.
- Menig ved 3. Infanteriregiment, 6. kompagni, nr. 341 Niels Jørgensen, født 23. februar 1840 i Gåsetofte, Raklev sogn, Holbæk amt, konfirmeret 1854, taget til fange ved Dybbøl 18. april 1864, død af tyfus i fangenskab i fæstningen Torgau 17. maj, begravet 19. maj. Søn af gårdmand Jørgen Jensen og Anne Nielsdatter. Cohen 1864/101: Niels Jørgensen Gaasetofte.
- Menig ved 20. Infanteriregiment, 2. kompagni, nr. 93 Henrik Peter Josephsen, født 24. april 1838 i Klovborg, Klovborg sogn, Skanderborg amt, konfirmeret 1852 i Thyrsting, såret ved Dybbøl 18. april 1864, taget til fange og død i fæstningen Torgau 22. maj, begravet 24. maj. Søn af gårdmand Joseph Jensen og Mette Jensdatter. Cohen 1864/157: Heinrich Peter Josephsen Kloborg.
- Menig ved 9. Infanteriregiment, 2. kompagni, nr. 316 Anders Jensen, født 28. januar 1839 i Lødderup, Lødderup sogn, Thisted amt, konfirmeret 1853, såret 18. april 1864, død i fæstningen Torgau 5. august, begravet 8. august. Søn af husmand Jens Christian Lauritsen og Anne Andersdatter. Cohen 1864/124: Anders Jensen Løderup.
- Menig ved 2. Infanteriregiment, 1. kompagni, nr. 187 Niels Hansen, født 27. september 1835 i Skuldelev, Skuldelev sogn, Roskilde amt, såret ved Dybbøl 18. april, taget til fange og død i fæstningen Torgau 16. juli, begravet 18. juli. Søn af gårdmand Hans Nielsen og Kirsten Andersdatter. Cohen 1864/91: Niels Hansen Skullelev.
- Michael Bach, bloggen "Minder om danske krigere 1848-50 og 1864" - http://gravminder.blogspot.dk/
- "Danske mindesmærker og krigergrave i Sønderjylland fra krigene 1813, 1848-50 og 1864" af kaptajn Hector Boeck (København 1940).
- Foto: Forsvarsministeriets
Der er knyttet 1 arkivalier til denne artikel.
Gravsten med to danske soldater
ID 11401. Gravsten med to danske soldater på Friedhof der evangelischen Kirchengemeinde (tidligere Torgau Garnisonfriedhof) som begge døde som krigsfanger på lazaret i Torgau under krigen 1864. Det vides ikke om graven endnu eksisterer.
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
1. april – 31. oktober
kl. 10-17
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.