1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Bryndum kirke: Gravsted
ID 11889. Christian Leopold Yderik gjorde i Krigen 1864 tjeneste ved 8. Infanteriregiment 7. kompagni med nr. 320. Han dør af sygdom på Augustenborg Lazaret den 30. marts 1864.
Inskription:
Her
hviler en af Fædrelandets
tapre Forsvarere ved
Dannevirke og Dybbøl
Christian Leopold Yderik
født 1840 død 1864, 23 Aar gl.
Du
var hjertelig elsket,
bliver ofte savnet vorder aldrig glemt
begr. 1.16.
Christian Leopold Yderik er født den 9. november 1840 i Skonager, Næsbjerg sogn, Ribe amt, konfirmeret 1855 i Bryndum kirke, død på Augustenborg lazaret 30. marts 1864, begravet på Augustenborg kirkegård 2. april, genbegravet på Bryndum kirkegård den 18. maj. Søn af skolelærer og kirkesanger Christen Christensen Yderik og Anne Gundersdatter. Boede hjemme hos forældrene i Bryndum skole i 1860. Faderen var skolelærer i Skonager, Næsbjerg sogn i årene 1839-52 og siden i Bryndum skole. Han døde i 1868, 57 år gammel og ligger begravet ved siden af sin søn. Også hans gravsten er endnu bevaret.
På kirkegården står en gravsten over en soldat, der døde på Als i slutningen af marts 1864. Da familien i Bryndum modtog underretningen om sønnens død, kunne faderen ingen hvile finde, før sønnens lig var bragt hjem, og i maj påbegyndte han den lange rejse til Als, der på grund af fjendens besættelse af store dele af Jylland, gik over land langs den jyske vestkyst, gennem Han herred og Vendsyssel til Frederikshavn, videre med skib til Nyborg, atter over land til Faaborg og derfra videre med skib til Als. Faderens rejsedagbog blev bragt i Fra Ribe Amt 1940/43 og vidner i dag om en helt enestående bedrift.
Rejsen tog otte dage, og da faderen, der var skolelærer i Bryndum, endelig nåede frem til Augustenborg, opsøgte han feltpræsten, der havde forestået begravelsen seks uger tidligere og var i stand til at udpege graven, der foruden lærerens søn også rummede syv andre lig. De nødvendige tilladelser blev givet, og i en sen aftentime blev massegraven åbnet. Allerede i den anden kiste fandt faderen sin søn, på hvis bryst var anbragt en seddel med navn og regimentsnummer. Kisten blev taget op, og allerede den følgende dag fik faderen tilladelse til at sejle over Alssund til Dybbøl. Preusserne dér forlangte kisten åbnet i overværelse af en preussisk officer, der straks befalede en lokal ægtkusk til at køre liget hvorhen faderen ønskede det. Da det lille følge imidlertid var kommet et godt stykke væk fra preusserne, ville kusken ikke køre længere. Heldigvis var andre parate til at overtage transporten, og efter et par dagsrejser nåede faderen endelig hjem til Bryndum med sønnens lig, der blev anbragt i kirkens tårnur. To dage senere blev kisten atter begravet, og den følgende søndag holdt præsten en lange mindetale over den faldne soldat.
Kilder:- Foto: Torben Thorsen, 2021
- Tekst: Michael Bach, http://gravminder.blogspot.com
- Cohen 1864/121: Christen Leopold Yderik Næsborg.
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
1. april – 31. oktober
kl. 10-17
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.