1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Vejrup Kirke: Civilt offer i Krigen 1864
ID 12837. Støbejernskors på Vejrup Kirkegård rejst til minde om gårdejer Otto Pedersen, der blev skudt i Nørre Vejrup af en østrigsk soldat den 15. maj 1864.
Inskription:
Her under hviler
OTTO PEDERSEN f. i Veirup 1796
død den 15. Mai 1864.
Fred være med dit Støv.
På marmortavlen ved foden af korset:
HAN BLEV DRÆBT VED
EN ØSTRISK SOLDAT
Gårdmand i Nørre Vejrup Otte Pedersen, døbt 25. september 1796 i Nørre Vejrup, Vejrup sogn, konfirmeret 1812 i Vejrup kirke, skudt og dræbt i Nørre Vejrup, Vejrup sogn 15. maj 1864, begravet på Vejrup kirkegård 21. maj. Søn af gårdmand Peder Ottesen og Ingeborg Jacobsdatter. Gårdmand i Nørre Vejrup. Gift ca. 1826 med Petrine Jacobsen (ca. 1797-1879).
Ribe Stiftsavis bragte den 17. maj 1864 denne artikel:
"Et Regiment fjendtlige Soldater, som i Søndags Formiddags marcherede fra Kolding til Varde, gjorde Holdt ved Veirup i Gjørding Herred; en Afdeling kom til at staa paa Landevejen tæt ved Kroen og nogle Gaarde; øjeblikkeligt væltede de Menige sig ind i Gaardene og borttog alt Spiseligt tilligemed hvad de forefandt af Linned. Da de skulde bortmarchere, kom en Menig og en Oppasser ind til Gaardmand Otte Pedersen og forlangte Øl. Da denne ikke hurtig nok efterkom Ordren, skjød man ham gjennem Hovedet. En Nabo gjorde Anmeldelse til Officererne og den Skyldige blev funden, man hentede Herredsfogden i Holsted og et Forhør afholdtes, medens tillige en Mængde bleve arresterede for Tyverierne. Igaar blev Morderen skudt paa Gjerningsstedet og Tyvene afstraffede".
I de næste nummer af avisen måtte redaktøren dementere beretningen om henrettelsen af den østrigske soldat. Han var i stedet blevet taget med til arresten i Holsted, da han ikke ønskede at tilstå udåden. I det følgende nummer bragte redaktøren en kort notits om, at den østrigske kommandant i Ribe havde underlagt avisen censur, og vi hører således ikke mere om drabssagen fra Vejrup.
- Foto: Jens Jacob Refshauge Beck (2022) og Torben Thorsen (2023)
- Tekst: Michael Bach, http://gravminder.blogspot.com
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
Se åbningstider her
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
Databeskyttelsespolitik
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.