1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Mindesmærke for generalmajor Olaf Rye
ID 10918. Mindesmærke på Garnisons kirkegården i København for generalmajor Olaf Rye, der faldt i slaget ved Fredericia den 6. juli 1849.
På mindesmærket står:
Olaf Rye fød i Norge den 16de november 1791.
Høisind og retsind bar han i brystet og under graahaar kæmpernes kraft, var det med hæder - stormed han fremad var det med seir.
1848 Felttog i Slesvig.
Fredericia den 6te juli 1849
Danskernes høvding krigernes fader foer over sprængte skandser i kampen - løsnet var fremad! Seier med Gud! Jublende fulgte krigerne helten, seirende saae han døden i øjet. Mægtig med seiren aanden fik vinger - aldrig skal danske glemme hans navn!
1849 Tilbagetog i Jylland.
Om personen:
Generalmajor Olaf Rye, født 16. november 1791 på gården Bø, Bø præstegjeld, Telemark fylke, Norge, faldet ved Fredericia 6. juli 1849, begravet på Garnisons kirkegård. Søn af kaptajn, senere oberstløjtnant Mathias Andreas Rye og Elisabeth Johanne Lind. ? Gift 1. gang 1823 med Frederikke Sophie Caroline Vilhelmine Krabbe (1801-24). Gift 2. gang 1832 med Jacobine Dorothea Amalia Krabbe (1808-33). Gift 3. gang 1842 med Elisa Henriette Schultz (1817-82).
Kadet 1804, sekondløjtnant 1808, premierløjtnant 1809. Premierløjtnant i den danske hær 1816, kaptajn 1832, major 1840, oberstløjtnant 1842, karakteriseret generalmajor 1848. ? R. 1840. D.M. 1848.
Rye gennemgik sin militære uddannelse i Norge og deltog med begejstring i en række træfninger mod svenskerne i 1814, men mismod mod Norges nederlag fik ham til at søge mod Danmark. I Treårskrigen kæmpede han først ved Bov og senere ved Schleswig by. Herefter fik han kommandoen over en brigade og deltog i kampene på Sundeved. Han vandt allerede i det første krigsår stor hæder, og Ryes navn var snart på alles læber. I 1849 kæmpede han ved Kolding, det blev til nederlag og stemningen vendte sig en tid mod Rye. Mens han lå ved Vejle, fik han sidst i juni ordre om at gå mod Fredericia, som oprørstropperne havde belejret. Ryes brigade lå snart på højre fløj, nærmest stranden ved Lillebælt, og planlagde et angreb mod Trelde-skansen. Under dette angreb faldt general Rye tæt ved det sted, hvor nu Ryes høj findes. Generalen blev først gravlagt i den store fællesgrav på Trinitatis kirkegård i Fredericia, men hans lig blev kort efter taget op og ført til København, hvor han blev begravet på Garnisons kirkegård under stor højtidelighed.
I Fredericia mindes general Rye som nævnt ved Ryes høj, der blev kastet op tæt ved stedet, hvor han faldt. På det eksakte sted, hvor Rye faldt, er rejst en beskeden sten. I byen blev en buste af Rye afsløret i 1876. En mindesten blev rejst på Helgenæs i 1924. I København finder man også mindeplader på Kastellet (afsløret 1949) og i Store Kongensgade 40. Endelig rejste nordmændene en bautasten med indlagt bronzerelief af Olaf Rye på Oterholtmoen 2 km nord for Bø i 1991.
Veje og gader er opkaldt efter Rye i København, Nykøbing F., Odense, Haderslev, Kolding, Fredericia, Vejle, Horsens, Silkeborg, Aarhus, Knebel, Aalborg og Brovst. Hans norske fødeby har naturligvis også en Olaf Ryes Gate.
Cohen 1849/97: Olaf Rye.
- Michael Bach (Danske krigergrave og mindesmærker 1848-50 og 1864).
- Foto: Bjørn Østergaard, 2018
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
Se åbningstider her
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
Databeskyttelsespolitik
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.