1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Isefjordsposten
ID 10674. I Isefjordsposten findes følgende artikler om Andreas Petersens begravelse.
Fjerde Aarg. (Nr. 42) Torsdagen den 7. April 1864
Falden Krigers Jordefærd
I dag jordes på Draaby Kirkegaard liget af en af de tapre fædrelandsforsvarere, der fandt sin død i Dybbøl skandserne Anden Påskedag. Den afdøde, Andreas Petersen, er søn af en i Skoven på Jægerspris gods boende hæderlig gårdejer. Faderen havde ønsket at købe sønnen en stedfortræder, men dette ønskede denne dog ikke, han ville selv udføre sin pligt, og beseglede den med sit liv.
Fjerde Aarg. (Nr. 43) Løverdagen den 9. April 1864
Jordefærd
Som vi i vort sidste nummer omtalte, skulle i forgårs liget af en af de helte, der måtte lade sit liv Anden Påskedag foran Dybbøl skandserne, stedes til jorden på Draaby Kirkegaard. Det var en sjælden smuk højtidelighed, liget af den faldne, menig Andreas Petersen, var på forlangende sendt fra Als til Korsør, derfra med jernbanen til Roskilde, hvor det afhentedes af den faldnes fader. Det var indsvøbt i hans militærkappe, som havde mærker af den dødbringende kugle, hvorfor man nedlagde den i graven under kisten. Støvler, ur og småpenge havde tyskerne frarøvet liget, hvorimod den afdøde under kampen havde bemærket til en kammerat, at han havde 13 Rd. i en brystlap, hvor de også senere fandtes. Vejen fra Jægerspris Slot - i hvis gaard Grevinde Danner nedlagde en smuk krans på kisten samt talede nogle trøstende ord til den afdødes slægtninge ? vejen til Kirken var bestrøet med grønt.
Foran kisten gik 55 damer, hver med sin krans, desuden fandtes i følget Frederikssunds Våbenbrødre med musik og fane samt de fleste af den afdødes bekendte. Kirken kunne ikke rumme det store følge, men de tilstedeværende følte sig i høj grad opbyggede ved pastorerne Nielsens og Holtens taler og voer en i dagens anledning forfattet kantate, der blev udført af flere tilstedeværende med assistance af Vaabenbrødrenes musikkorps.Vaabenbrødrene affyrede også æressalver over graven.
Fjerde Aarg (Nr. 44) Tirsdagen den 12. April 1864
Avertissementer
Det er os en kær pligt at takke alle og enhver, såvel indbudne som uindbudne, der beviste afdøde Andreas Pedersen, menig af 2det Infanteriregiment, der faldt i kampen for Fædrelandet den 28de marts ved Dybbøl, den ære at følge ham til sin sit sidste hvilested på Draaby Kirkegaard d. 7de d. M. Særlig takkes pastorerne Nielsen fra Kyndby og Holten fra Skuldelev for de trøsterige taler, som de holdt ved hans kiste; ligeledes takkes skolelærerne fra Jægerspris Gods, fordi de så smukt førte sangen ved hans begravelse, og Vaabenbrødrene for den ære, de beviste ham ved at bære ham til hans grav. Hr. Kammerråd Kjeldahl takkes også på det hjerteligste for den smukke arrangering med grønt og kranse, ikke at forglemme Hendes Nåde Grevinde Danner, som lagde en krans på hans kiste med de sandhedsfulde ord, at han havde fortjent den. Ja, kun de, som kendte hans ærlige og oprigtige sind og kærlige og godgørende hjerte, kunne fatte hvad vi have mistet i ham.
Den 11te April 1864.
Peder Andersen Jens Andersen
Gaardejer i Skoven Gaardejer i St. Rørbæk
- Isefjordsposten 4. årgang, nr. 42, 43 og 44.
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
Se åbningstider her
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
Databeskyttelsespolitik
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.