1. Optakt til krigen

Før 1864 bestod det danske monarki af tre hoveddele: selve kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Dertil kom de økonomisk mindre betydningsfulde dele: Lauenborg (dansk fra 1814 som “kompensation” for Norge) samt Island og Færøerne (kaldet bilandene) plus kolonierne Grønland og de Vestindiske øer. Riget kaldtes Helstaten Danmark og var en multinational stat.

Kongeriget Danmark havde med grundloven af 1849 fået en fri og moderne forfatning, men denne gjaldt ikke i hertugdømmerne! Her var den danske konge i realiteten stadig enevældig konge med rådgivende stænderforsamlinger.

Med novemberforfatningen i 1863 lavede den danske regering en fællesforfatning for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Men grundloven fra 1849 blev ikke dermed udstrakt til at gælde i Slesvig, selv om dette havde været de nationalliberales hensigt lige siden 1849. Dette skridt turde regeringen trods alt ikke tage, så længe hele den sydlige del af Slesvig ikke ønskede at indgå i kongeriget. I Sydslesvig ønskede man tværtimod at Slesvig og Holsten blev optaget i Det tyske Forbund.

Tyskland som vi kender det i dag eksisterede ikke i 1864.

Tyskland var et kludetæppe af 35 små og store kongeriger, fyrstendømmer og fristæder kaldet Det tyske Forbund (Der deutsche Bund).

Hertugdømmer Holsten og Lauenborg var også medlemmer af forbundet. Dette indebar at den danske konge som hertug i Holsten og Lauenburg også havde rang af tysk fyrste og dermed var medlem af Det tyske Forbund!

Østrig var som permanent formand den dominerende magt i det tyske forbund. Udstrækningen af det tyske forbund er markeret med en rød streg. Bemærk at kun en del af det østrigske kejserrige i realiteten var en del af forbundet.

Preussen var Østrigs største konkurrent i forbundet ikke mindst pga. det gennemindustrialiserede Ruhr-område (Rheinland-Westfalen), som efter Wienerkongressen 1814-15 blev en del af Preussen. England havde ønsket et stærkt Preussen som modvægt til Frankrig. Preussen ønskede et samlet tysk rige uden Østrig under preussisk ledelse, hvilket lykkedes efter krigen mod Frankrig i 1870-71. Herefter var det nye tyske kejserrige uden deltagelse af Østrig en realitet.

Det tyske Forbund (Forbundsrådet) besluttede den 7. december 1863 som reaktion på den danske Novemberforfatning, der var i strid med aftaler indgået i London i 1851-52, at foretage en eksekution (gennemtvinge Det tyske Forbunds vilje) i Holsten og Lauenborg med en forbundsstyrke bestående af østrigske, preussiske, sachsiske og hannoveranske tropper.

Juleaften 1863 gik 12.000 sachsiske og hannoveranske soldater ind i Lauenborg og Holsten. De danske tropper stationeret i de to hertugdømmer trak sig uden episoder tilbage til Slesvig.

Østrig og Preussen krævede den 16. januar 1864 Novemberforfatningen trukket tilbage inden to dage – hvilket var umuligt. Derpå rykkede østrigske og preussiske tropper ind i Lauenborg og Holsten. Den 1. februar 1864 fortsatte disse tropper ind i Slesvig. Dette var ikke længere en forbundsdagsbeslutning, og nu var der tale om krig mellem det danske monarki og de to tyske, allierede stater Preussen og Østrig!