På flugt

Undervisningsforløb for grundskolen og ungdomsuddannelserne

Dybbøl Mølles nye undervisningsforløb handler om civilbefolkningens udfordringer under krigen 1864. De civile der boede nær slagmarken ved Dybbøl, blev i høj grad påvirket af krigshandlingerne. I forløbet kommer vi desuden ind på emnet flygtninge og internt fordrevne, både i 1864 og i dag.

I undervisningsforløbet følger eleverne familien Hansen, der boede på Dybbøl Mølle i 1864. Møllen var deres eneste indtægtskilde og skulle forsørge en stor familie. Alt hvad de ejede og havde, fandtes på møllen. Den danske hær kom til Dybbøl d. 7. februar 1864, og familien Hansen befandt sig lige pludselig midt i begivenhedernes meget farlige centrum. Preusserne rykkede hele tiden tættere på, og det samme gjorde deres granater. Familien stod nu med en meget svær beslutning: Hvornår skulle de flygte?

Eleverne introduceres først til familien Hansen og deres hverdag på Dybbøl Mølle. Derefter følger en række aktiviteter, hvor eleverne skal forholde sig til de dilemmaer, som familien stod med i 1864. Hvornår skal man flygte, og hvad skal man tage med?

PRAKTISKE OPLYSNINGER

VARIGHED1 time 1½ time ved 3 klasser
PERIODE1. februar – 15. november
PRIS PR. PERSON20 kr. pr. elev/lærer
PRIS ARRANGEMENT500 kr.
MÅLGRUPPE5. – 10. kl. + ungdomsuddannelser
ANTALOp til 28 elever eller efter aftale.