1864-Tidende

De sidste detaljer er nu faldet på plads og regeringerne har godkendt udkastene. Den endelige traktat ligger færdig og beskriver i 24 artikler det fremtidige forhold mellem Danmark og de tyske stormagter Preussen og Østrig og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Traktaten indledes med en forsikring om, at der for fremtiden bestandigt skal være fred mellem hans majestæt kongen af Danmark og deres majestæter kejseren af Østrig og kongen af Preussen. Trods disse smukke ord har de danske diplomater Quaade og Kauffmann underskrevet traktaten med den bitre smag af forgæves kamp i munden, da det ikke er lykkes dem at redde noget af hertugdømmerne. Det spørgsmål der siden nederlaget ved Dybbøl har stået forrest i den danske befolknings sind, afgøres i artikel tre. "Hans Majestæt Kongen af Danmark renoncerer paa alle sine Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, til Fordel for Deres Majestæter Kejseren af Østrig og Kongen af Preussen, idet Allerhøjstsamme forpligter sig til at anerkende de Dispositioner, som de nævnte Majestæter ville træffe med Hensyn til disse Hertugdømmer." Hertugdømmerne, der indtil nu har udgjort en tredjedel af det danske territorium, er tabte. Med denne artikel er Danmarks fremtidige forhold til hertugdømmerne afgjort, men hvad der nu skal ske med disse områder, er endnu ikke blevet bestemt. Set fra hertugdømmernes side er dette meget bekymrende, da retten til områderne er gået til Preussen og Østrig, ikke til hertugdømmerne selv. Drømmen om deres egen stat virker ikke til at gå i opfylde indenfor nærmeste fremtid.

Udover fastlæggelsen af grænsen, afgør traktaten også det vigtige økonomiske spørgsmål. Løsningen på dette punkt blev vedtagelsen af en aversionalsum på 29 millioner rigsdaler, som hertugdømmerne skal betale til Danmark. Preussen og Østrig får ikke krigsskadeerstatninger fra Danmark, de tager sig betalt med hertugdømmerne. Danmark skal udlevere de skibe de har opbragt under blokaden af de preussiske havne og betale erstatning for det direkte tab ejerne af disse skibe har lidt, f.eks. for letfordærveligt gods der er gået til. Traktaten omhandler også en række punkter der, set i lyset af den nye grænse, ikke virker så vigtige, men som alligevel fortjener at blive nævnt her. Dette drejer sig bl.a. om artikel 18, der sikrer de soldater fra hertugdømmerne, der har gjort tjeneste i den danske hær under krigen. Disse soldater har ret til at blive fritaget fra deres tjeneste og vende tilbage til deres hjem. Ønsker de at forsætte som soldater i den danske hær, står det dem frit for. Uanset hvilket valg de træffer, må de ikke forfølges på hverken person eller ejendom. Spørgsmålet om fremtidigt tilhørsforhold bliver relevant for den danske forhandler i Wien, oberst Heinrich Kauffmann, der kommer fra Rendsborg. De embedsmænd der stammer fra den ene side af den nye grænse, men arbejder på den anden, får samme rettigheder som soldaterne. Artikel 19 giver befolkningen i hertugdømmerne ret til indenfor seks år at flytte til Danmark, og de vil i så tilfælde blive danske statsborgere. Har de stadig fast ejendom i hertugdømmerne, beholder de retten dertil.

Fredstraktaten vil vække stor glæde i Preussen og Østrig. Ikke alene er den lange konference endeligt ovre, den har resulteret i et langt bedre resultat, end selv de mest optimistiske preussere havde forestillet sig inden krigen. De tyske stormagter gik i krig for at få Danmark til at trække Novemberforfatningen fra 1863 tilbage, nu står de med retten til de tre hertugdømmer. Skal Danmark finde noget positivt i traktaten, må det være Preussens og Østrigs rømning af Jylland. Senest tre uger efter traktaten er blevet ratificeret, skal de tyske tropper forlade Danmark. Netop denne ratificering er det næste der skal ske. Inden for tre uger skal den østrigske kejser, den preussiske konge og det danske Rigsråd godkende fredstraktaten. Ifølge den danske Grundlov skal traktater af denne art ratificeres af Rigsrådet, men de tre uger giver også de enkelte regeringer muligheden for at gøre sig bekendt med den fulde ordlyd, som kun de udsendte diplomater har læst indtil videre. Dagens underskrifter er altså kun politisk forpligtende til en vis grad og sat med forbeholdet om statsoverhovedernes godkendelse.