1864-Tidende

<   3. July 1864   >

Kompagniet mistede halvdelen af mandskabet på to minutter

Gammeldag bajonetangreb i sluttet formation bryder sammen i preussernes bagladeild – Tab på 97.

Af Lars Lindeberg, 1964

Kampen ved Lundby den 3. juli 1864 gik over i krigshistorien som et skoleeksempel på bagladegeværenes effektivitet og bajonetangrebets ineffektivitet. Her var alt lagt til rette, som gjaldt det et forsøg, og resultatet var ikke til at tage fejl af.

1. Regiments 5. Kompagni og 16 Dragoner, der om aftenen var marcheret sydpå fra Ålborg for at overrumple et mindre preussisk rekognosceringskommando, nåede lidt efter daggry, kl. ca. 4, Gunderup, men fjenden, som ifølge de efterretninger, kompagniet havde fået undervejs, skulle overnatte i landsbyen, var marcheret nordpå før daggry.

Oberstløjtnant Beck, 1. Regiments chef, der var med på den natlige ekspedition, besluttede at følge efter og fra en bakkekam syd for Lundby fik han øje på preusserne, som var på vej gennem den lille by nede i dalsænkningen.

Angrebet

Oberstløjtnanten var redet op på en kæmpehøj øst for vejen, og da kompagniet i det samme nåede frem råbte han: “Hr. Kaptajn vil de uopholdelig udføre et raskt bajonetangreb på byen”.

Kompagnichefen, Kaptajn Hammerich lod kompagniet formere halvdelingskolonne, 16 geledder bag hinanden. Hverken han eller Oberstløjtnanten huskede eksercerreglementets bestemmelse om at ingen angrebskolonne måtte have mere end 6 geledders dybde. Så kommanderede Kaptajnen: “Fremad march”.

Preusserne, der var gået i stilling bag en jordvold langs en køkkenhave i Lundbys sydkant, tog ladegreb på deres geværer, men ikke et skud blev løsnet. Omtrent 300 meter fra den fjendtlige stilling kommanderede Kaptajn Hammerich: “Til angreb, gevær i højre hånd, løb”, og de danske soldater stormede ned ad den lange bakkeskråning under høje hurraråb. Først da den danske kolonne var kommet ind i en afstand af ca. 200 meter åbnede preusserne ild, og et halvhundrede skridt foran jordvolden brød det danske angreb sammen.

Retræten

Holger Petersen, en af de menige soldater, der var med, fortæller: “Vi var vel løbet et halvhundrede alen, da sendte tyskerne os den første salve, og dens virkning var frygtelig. Så godt som alle, både de der var såret eller dræbt, og de som ikke var truffet, kastede sig plat ned på jorden. Enkelte, deriblandt jeg, stormede længere frem; men da vi var for få til at udrette noget, måtte vi også kaste os ned ganske nær fjenden. Jeg lå i en lav kornmark ved siden af vejen og fik mit gevær afskudt et par gange; men da jeg så kompagniet retirere, rejste jeg mig for at følge med. På dette tidspunkt hvislede kuglerne omkring os, og allerbedst som jeg løb, strejfede en af dem mit venstre lår og gik helt igennem det højre. Jeg rejste mig kort efter og humpede, så godt jeg kunne, et lille stykke fremad. Men ret langt kom jeg ikke”.

I løbet af de knap to minutter, angrebet havde varet, havde det danske kompagni, ( i alt 184 mand ), lidt et tab på 97 mand, nemlig 32 døde, 44 sårede og 21 fangne. Preusserne ( i alt 124 mand ) slap med tre sårede.

Oberstløjtnant Beck var blevet holdende ved kæmpehøjen, da kompagniet gik frem. Da han så angrebet bryde sammen, lod han sin hornblæser blæse: “5. Regiment, retirer”. Signalet, krigsårets sidste, lød tre gange, og da resterne af kompagniet var samlet, gav Oberstløjtnanten ordrer til afmarch. Ad omveje nåede danskerne tilbage til Ålborg i løbet af eftermiddagen.Oberstløjtnantens adjudant, Løjtnant Abrahamsen, fortæller: “Jeg red ud med en underlig vildt begejstret, letsindig, men legemlig affældig mand ? jeg red tilbage med en sammensunken olding”.

Omtrent samtidig med, at 5. Kompagni angreb Lundby, blev en dansk patrulje, på en snes mand overrumplet og taget til fange i Sdr. Tranners lidt nord for Lundby. Ved overfaldet blev syv af danskerne såret, mens én preusser blev dræbt og én såret.