< 17. maj 1864 >
Dansk afvisning i London
Preussen og Østrig foreslår personalunion.
Af Ditte Kock, 2012
På mødet d. 12. maj blev konferencedeltagerne enige om, at de krigsførende magter skulle komme med deres bud på, hvad der skulle træde i stedet for Londontraktaten fra 1852, hvis denne blev forkastet. Preussen og Østrig har i tråd med dette forslået en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne. Dette er Østrigs foretrukne løsning, og den preussiske ministerpræsident Bismarck er gået med til at stille forslaget for at tækkes den anden tyske stormagt. Preussen ønsker hertugdømmerne administreret at preussiske og østrigske embedsmænd for på sigt at kunne inkorporere hertugdømmerne i Preussen. Det er ikke i Østrigs interesse at Slesvig og Holsten bliver lagt ind under Preussen, da magtbalancen mellem de to stormagter dermed vil blive rykket til Preussens fordel. Bismarck må derfor manipulere østrigerne lige så meget som danskerne for at få sin vilje.
I en personalunion bliver to eller flere selvstændige stater ledet af det samme kongehus. Staterne er politisk uafhængige af hinanden, men har fælles monark. Preussen og Østrig har formuleret det lidt anderledes, ifølge dem skal hertugdømmerne sikres fuldstændig politisk uafhængighed og deres nøje forening med fælles institutioner. Den preussiske diplomat Bernstorff vil ikke afvise, at den danske konge kan blive fyrste over hertugdømmerne, men de tyske stater har endnu ikke lagt sig fast på spørgsmålet. Altså i praksis en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne.
Intet dansk modforslag
De danske udsendinge har svaret klart nej. Med en personalunion vil Danmark miste næsten al indflydelse over hertugdømmerne, og det kan ikke accepteres. Desværre har de danske diplomater gjort preussernes arbejde for dem med denne meget stejle udmelding. Bismarck er ikke på nogen måde interesseret i en personalunion, men bordet fanger i forhandlinger som denne. Havde danskerne været bare lidt forhandlingsvillige, ville Bismarck blive nødt til at trække i land og dermed ville der blive problemer mellem de to tyske magter. Havde Danmark derfor formuleret sig bare lidt anderledes, kunne de have opnået meget. Ved at acceptere princippet om en personalunion, ville forhandlingerne blive åbnet, og det er ikke til at sige hvor de ville ende. Måske kunne dele af Slesvig blive lagt direkte ind under Danmark og Holsten blive knyttet til via union. Da det er Preussen selv der har stillet det oprindelige forslag, ville de blive tvunget til at forhandle på disse vilkår.
Danmark har altså ikke formået at gribe denne chance på dagens møde og har i stedet gjort Bismarcks arbejde for ham ved at afvise Østrigs forslag. De danske diplomater er heller ikke kommet med et forslag til en anden ordning, da den danske regering ikke har vedtaget noget.
Armeens hovedkvarter flyttes til Nyborg.
