< 2. februar 1864 >
Dansk sejr
Danskerne afslår angreb ved Mysunde.
Af Lars Lindeberg, 1964
64 mod 20
En tæt frosttåge lå over egnen ved Mysunde, da preusserne næste formiddag, den 2. februar 1864 kørte 64 kanoner op på bakkerne syd for byen og åbnede ild mod de danske skanser, der beskyttede Sliens indsnævring på dette sted. Men preusserne havde gjort regning uden 6. Fæstningskompagni og 3. og 18. Regiment, der udgjorde skansernes besætning.
Angrebet indledtes med et voldsomt bombardement, men på grund af tågen sigtede de preussiske artillerister for højt og opnåede kun at skyde Mysunde by i brand. De danske artillerister besvarede ilden med deres 20 kanoner, og i forening med infanteristerne lykkedes det dem at holde preusserne fra livet. Preussiske infanterister nåede efterhånden helt ind under skanserne, men de vovede ikke at fortage en storm, og ved 16-tiden trak de sig tilbage efter ordre fra den preussiske korpschef, Prins Friedrich Karl.
Kort efter hejstes et parlamentærflag ved Ornum Mølle, og danskerne holdt inde med skydningen. Så snart ilden blev indstillet, sprang et halvt hundred preussere op fra en lavning foran skanserne og løb tilbage. De havde ikke haft mulighed for at slippe bort og ville være fanget, hvis tricket med parlamentærflaget ikke var lykkedes.
Alligevel var der glæde blandt de danske soldater. En af dem skrev hjem efter kampen:
"Å, den følelse efter et vundet slag, den kan ikke lignes med nogen anden; man falder hinanden om halsen, man jubler over sejren og livet, og det varer lidt, inden man kan fatte, at man virkelig lever. Så gø man sig til gode med den smule mad og drikke, man endnu har, og der hersker den fuldkomneste og fornøjeligste kommunisme."
Kampene kostede danskerne 38 døde, 94 sårede, 6 fanger, og 3 savnede. Det lyder måske ikke af så meget, men det betød alligevel, at der gennemsnitlig blev ramt en mand hvert andet minut i de tre timer kampene var hedest.
Preusserne mistede 33 døde, 161 sårede og 5 savnede.
* * *Kommentarer fra 2012
Håbet
Af Bjørn Østergaard
Den overraskende sejr foran skanserne ved Mysunde vakte et ubegrundet håb i den danske befolkning. Den i forvejen urealistiske tro på Dannevirkestillingens styrke nåede nye højder.
Den danske statsminister D. G. Monrad udtaler få dage efter, at Dannevirke bør holdes, selvom det skulle koste en tredjedel af hæren! Monrad overlader det dog til den danske overgeneral de Meza at træffe den endelige afgørelse. Monrad lover at støtte Meza's afgørelse, uanset hvilken beslutning han måtte komme til.
