1864-Tidende

Af Lars Lindeberg , 1964

De granater, som Skanse II sendte over Vemmingbund mod Broagerland den 14. marts 1864, generede ikke preusserne synderligt. De havde stadig travlt med at bygge batterier og med at bringe det svære skyts på plads. Arbejdet fortsatte hele natten, for efter ordre skulle ilden åbnes næste dags formiddag.

Premieren blev forsinket et par timer. Det var diset om formiddagen den 15. marts 1864, så de otte 24-punds og de atten 6-punds riflede kanoner, der nu stod parat, kunne først åbne ild ved middagstid, da vejret klarede lidt op.

Reservekorporal Chr. Christensen i Skanse II fortæller: "Kl. 12½ kom det første skud fra Broager. Vi var samlede i barakken og sad i små klynger omkring vore kogekedler, hvis låg var fyldt med grønkål, men vi fik andet at bestille end at søbe kål. Det første skud ænsede vi ikke stort, om end det klang os lidt fremmed i ørerne. Dette skud var rettet mod Skanse I og ramte skorstenen på dennes krudtmagasin. Men straks fulgte det næste, som gjorde os lysvågen. Granaten faldt nogle få skridt neden for vor barak, og stumperne slog gennem brædderne ind til os, men dog gjorde disse ingen anden virkning, end at de fremkaldte nogle vittigheder hos enkelte: "Nå, nu får vi nok strøet krydderi på maden" sagde Konstabel Bie. I det samme ramte en granat hytten og sprængte brædderne, så de hang ned fra begge sider: Ud for den beboere næsten oven på hinanden. Nogle fik tornystrene med, andre ikke; nogle manglede lædertøjet, andre brødposerne; atter andre gik i trætøfler, de fik ikke tid til at tage støvlerne med. Løjtnant Ancker stod i barriereporten  med dragen sabel og brølte med tordenrøst: "Mandskabet til kanonerne!".

Løjtnant Ancker skulle blive Dybbøl-kampens helt nr. 1. Hans skanse egnede sig nemlig bedst til at tage kampen op med Broager-batterierne. Skanserne lå på skråningerne, der hældede ned mod Vemmingbund, så fjendens granater blev som regel stikkende i jorden og gjorde mindre skade. Slog de ned på en flad mark, hoppede de som oftest op i luften efter det første nedslag og eksploderede, så stumperne blev spredt vidt omkring. Skanse 2 fik direkte ordre til at trække ilden til sig ved at besvare den fjendtlige kanonade, og skansen blev derfor - som belejringen skred frem - holdt velforsynet med riflede kanoner, som vi ellers ikke havde mange af.

Broager-batterierne sendte i alt 493 granater over Vemmingbund på premieredagen. En af dem gik gennem væggen i blokhuset i Skanse 2 og dræbte en officer og sårede tre menige. Officeren var løjtnant Voldby af 18. Regiment. Under et mislykket preussisk fremstød mod de danske forposter dagen i forvejen havde han taget to preussere til fange.

En af hans kammerater skrev hjem i et brev: "Ja det var jo kun en lille bitte sejr, men den vakte dog glæde, især hos løjtnant Voldby, der tog de to preussere til fange."

Foran Fredericia rekognoscerede preusserne 14. med en stor styrke, og under den kamp, som fulgte, blev en dansk soldat dødeligt såret. Den følgende dag var alt roligt foran fæstningen.

Stormen i Sallingsund rasede både den 14. og 15. og hindrede stadig General Hegermann- Lindencrone i at sætte 4. Division over til Mors. Han benyttede ventetiden til at lade stemplerne fjerne fra de lokomotiver som havde bragt 7. Brigade til Skive, så fjenden ikke senere skulle få glæde af den jyske jernbane. Han var fortsat i vildrede med, hvor han havde sin modstander og holdt derfor sine tropper i alarmberedskab.

Natten mellem den 14. og 15. gennemførte preusserne en dristig landgangs-operation på en helt anden front. Til trods for at, danske kanonbåde, "Marstrand", "Buhl" og "Krieger", krydsede i Femern Sund, lykkedes det at sætte 500 mand infanteri over til øen i otte både, der sejlede frem og tilbage tre gange uden at blive opdaget. Den 100 mand stærke danske styrke på Femern blev taget til fange, mens kanonbådene slap væk.