< 25. februar 1864 >
Danmark erklærer blokade
Generalerne skriver til kongen for at få de Meza tilbage som Overgeneral.
Af Lars Lindeberg, 1964
Det danske Marineministerium havde allerede på krigens første dag givet ordre til, at alle fjendtlige skibe skulle opbringes eller beslaglægges, hvi de lå i danske havne. Den preussiske regering havde svaret igen med samme mønt, og senere sluttede hele det tyske forbund op bag Preussen.
Den 25. februar 1864 spillede Danmark et nyt kort ud, ved at blokere alle havne på østkysten af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, undtagen naturligvis havnene på Als og Ærø, som endnu var under dansk herredømme. Marineministeriet havde planer om at udruste to Eskadre i Østersøen, men forløbig havde kun Eskadren i Østersøen vestlige del hejst kommando under Orlogkaptajn Muxoll, og det var den, der nu skulle gennemføre blokaden.
Både fra Sundeved, Vejle og Fredericia meldtes kun om patruljevirksomhed.
Brevet
Fra Sønderborg sendte Generalerne Gerlach, du Plat og Caroc den dag et brev til kongen:
"Allernådigste konge. Allerede for 14 dage siden er armeens Overgeneral med stabschef beordret til København for at retfærdiggøre sig for opgivelsen af Dannevirke-stillingen? Det er ikke med let sind vi stå med Deres majestæts tropper lige overfor en vel øvet og med befalingsmænd velforsynet hær. Vor fortrøstning beror alene på den udmærkede vilje hos tropperne tiltro for at gøre deres pligt, og på deres tillid til deres fører.
En sådan tillid vil imidlertid vanskelig kunne bevares, når hin vigtige beslutning, Dannevirke-stillingens opgivelse som armeens overgeneral tog efter et næsten enstemmigt votum af krigsrådet, desavoueres? Vor allerunderdanigste andragende er derfor, at Deres Majestæt vil tilbage give armeens dens overgeneral, hvilket vi betragter som det eneste, der vil give et klart bevis for, at Deres Majestæt har fundet, at overgeneralen og armeens højere kommanderende have opfyldt deres pligt".
Undersøgelsen mod General de Meza og Oberst Kaufmann havde vist, at tilbagetoget var velmotiveret, men krigsminister Lumbye insisterede alligevel på, at de to officerer blev afskediget. Skrivelsen fra generalerne kom ham meget ubelejligt, og han tilbageholdt da også brevet, så kongen aldrig fik det at se.
