1864-Tidende

Af Lars Lindeberg , 1964

En begivenhed den 11. marts 1864 gav anledning til den eneste alvorlige krigsretssag under krigen.

Ved 22-tiden hørte Kaptajn Bjerregard, der stod vagt ved Nybro med et kompagni af 11. Regiment, skud i Havreballe Skov syd for broen. Han blev nervøs, troede at fjenden var i anmarch og trak sit kompagni tilbage. Han lod ganske vist broen afkaste, men han trak sig så langt tilbage, at overgangsstedet ikke engang kunne holdes under ild. Det viste sig snart, at kaptajnen havde forladt sin post uden grund, og da han derved havde udsat hele 4. Division for fare, blev han stillet for en krigsret.

Det hjalp ikke den 42-årige kaptajn, at han havde været syg og allerede om formiddagen havde overvejet at melde sig fra tjeneste. Krigsretten, der bestod af 12 officerer fra Bjerregaards eget regiment, dømte ham efter krigsartikel 66 for at have forladt sin post af fejhed. Straffen var arkebusering, skydning bagfra med bind for øjnene.

Dommen var særlig bitter for Bjerregaard. Efter at have deltaget i Treårskrigen måtte han tage sin afsked fra hæren på grund af dårligt helbred, men da krigen atter stod for døren i 1864, meldte han sig som frivillig. Han var straks blevet ansat som Kompagnikommandør og havde udvist stort personligt mod under kampene ved Vejle den 8., kun et par dage før den skæbnesvangre episode ved Nybro.

Efter datidens retsplejeordning måtte dommen ikke forkyndes for den domfældte, før kongen havde stadfæstet den. Den dødsdømte Kaptajn Bjerregaard kom derfor til at forrette tjeneste i de seks uger, der gik inden sagen blev forelagt kongen, og i al den tid anede han ikke, hvilken skæbne hans 12 kammerater havde tiltænkt ham.

Kongen formildede straffen til fortabelse af rang, titel og pension. Desuden måtte han aflevere den Dannebrogsorden, han havde fået under Treårskrigen. Alligevel blev dommen hans skæbne. Hans familie slog hånden af ham, og børnene fik forbud mod at nævne hans navn. Kun Bjerregaards hustru holdt som den eneste fast ved ham og ventede trofast, da han rejste til Amerika for at skabe sig en fremtid i det nye land. Han døde imidlertid få år efter i dybest fattigdom på et herberge i New York.

Østrigerne opdagede aldrig hullet i den danske stilling, og de holdt sig fortsat tilbage. Derimod havde General Hegermann-Lindencrones nervøsitet ikke fortaget sig. Han frygtede stadig at blive omgået og besluttede derfor ved et hurtigt og skjult tilbagetog til Mors at lægge et par dagsmarcher mellem sig og fjenden. De første afdelinger skulle afmarchere allerede kl. 2 om natten.

I Sundeved arbejdede preusserne videre på deres Broager-batterier, fra forposterne forelå der kun meldinger om patruljevirksomhed.

Foran Fredericia rekognoscerede preusserne med en mindre styrke, uden at det dog kom til alvorligere kampe.