Var det Rolf Krake?→ Vis oversigt

Pastor N. L. Feilberg i Ullerup fortæller om dagene op til det preussiske angreb på Als den 29. juni.

Tirsdag den 28de juni 1864.

I eftermiddag holdt generalen krigsråd i havestuen med alle sine regimenters og bataljoners kommandører. Så fløj ordonnanser ud i alle retninger. Adjutanten bad om en kop kaffe og en bid brød kl. halv eleve i aften; generalen tog en undertrøje på mod nattens kølighed og regn, og spurgte om det ville blive mørkere, og han sagde til mig: 'Vi skulle dog helst lade Als være Als. Overgangen kan mislykkes ... en blodig træfning forestår os og Als bliver os dyr at bevogte'. Kl. 11 red de bort i mørket.

Onsdag den 29de juni 1864.

Efter en kort, urolig slummer vågnede jeg pludselig og sprang op, åbnede vinduet og lyttede. Klokken var et kvart i tre og alt var stille. Men pludselig - efter omtrent 5 minutters forløb - hørte jeg dundrende kanonskud med en ejendommelig sværmende lyd. Var det 'Rolf Krake'? Har vore folk været årvågne? Enhver larm fra denne side har man kunnet høre på den anden side af sundet i den stille sommernat.