Fangerne blev drevet som kreaturer→ Vis oversigt

Den frivillige sygepasser, fru Anna Jensen, fortæller om sit hjælpearbejde i Broager lazaret.

Det var den 18. april at preusserne jo endelig tog Dybbøl. Da jeg dagen efter kom ind på lazarettet, lå der i gangen hele rækker af sårede med tornysteret under hovedet. Det var et strengt arbejde, inden man fik tilset alle disse stakler og fik dem i seng. Den preussiske overlæge kom hen til mig og bad mig tænke også lidt på lægerne; de kom rimeligvis ikke i seng den nat, og jeg gjorde, hvad jeg kunne, både for dem og de sårede.

Jeg måtte nemlig også hver dag en lille omgang ud til de dansksindede familier i byen for at bede om mad til de sårede. Derved lykkedes det mig at skaffe dem et ekstramåltid ved tre-tiden, og det var de svært glade for - ja, lægerne for resten med. Men da der var mindst 200 på lazarettet, så skulle der meget til. Desuden lå de mellem hverandre, tyske og danske, og derfor måtte de så vidt mulig nyde lige ret.

Når endelig fangerne skulle af sted, var de som oftest blottet for det nødvendigste; man havde så at henvende sig til en komité, hvor man kunne få skjorter og strømper, stundom også lidt penge.

En eftermiddag gik jeg ud til 'Norden', hvor der boede en garver Plesner, som havde med det at gøre. Som jeg allerbedst går, ser jeg forude en mængde danske fanger - en tre, fire hundrede blev der sagt - komme marcherende, fulgt af en afdeling preussisk rytteri. Det var stygt at se, for fangerne blev drevet af sted som en flok kreaturer. Tyskerne red inde på fortovet. De kommanderede og brølede op.  Jeg måtte flygte ind i et hus, og derfra kom jeg gennem en have og videre ad en lang omvej, inden jeg omsider nåede ud til garveren.