Reporter (Broager)→ Vis oversigt

Det er mandag den 18. april 1864 klokken 12 ved kirkegården og over for den nye skolebygning i Broager som preusserne har beslaglagt og indrettet som lazaret.

I nat begyndte den preussiske hær stormangrebet på danskernes Dybbølstilling med et seks timer langt, uhørt voldsomt bombardement.

Preussernes storm på Dybbølstillingen er nu omsider brudt igennem det danske forsvar og kampene rykket nærmere Alssund. Efter et hidtil uhørt voldsomt bombardement stormede preusserne for få timer siden stillingen. Alle ti skanser med løbegrave skulle nu være indtaget, men der kæmpes vist fortsat om danskernes brohovedskanser på denne side sundet. En voldsom artillerikamp må være i gang og synes at tage til.

Nu strømmer vogne med slagets grusomme konsekvenser, de mange sårede, mod den nybyggede skole, den hvide bygning med de kamtakkede gavle her lige foran. Det virker skræmmende, men alligevel er to kunstnere i fuld gang med at tegne reportageskitser af forholdene på stedet.  

Frem ad gaderne i retning mod Dybbøl kommer et næsten ubrudt tog af overdækkede ambulancevogne og halmfyldte bøndervogne rullende. Alle på vej til lazarettet her. Knuste, sårede eller døende mennesker føres hertil. Pladsen fyldes af støj fra råbende mennesker, vrinskende heste, klagende mennesker, sønderflængede, stille mennesker, nogle lavmælt stønnende. Dertil er der denne stank af død i det stille, varme forårsvejr. 

Den hvide fane på bygningens frontgavl hænger slapt i den stille luft. I det fjerne høres slaget. Det virker, som om dette helvede aldrig vil få ende. Man bringer danske såvel som egne soldater ind. De preussiske er lette at kende på det hvide bind på venstre overarm, de danske ligger i deres tunge kapper. 
Med omsorg og barmhjertighed ses diakonissesøstre ile til og fra i deres blodplettede dragter.  Oppe på den højere beliggende kirkegård, omkring den store, hvide kirke hersker nærmest stilhed, og kun ét høres: Det igangværende arbejde med spader, hakker og skovle. Grav ved grav gøres klar til ven såvel som fjende.

Man har ingen trang til at forsøge at komme ind i lazarettet. Ikke når man ser det blod, der overalt pletter gaden og pladsen foran bygningen. Man kan forestille sig, hvorledes situationen i øjeblikket må være på den preussiske forbindingsplads i en barak på slagmarken. Det er sikkert lige så forfærdeligt på den danske side af fronten. Det er i disse telte og barakker feltlægerne foretager de første og fleste amputationer.