Området var bestrøet med udrustningsdele→ Vis oversigt

Den tyske tegner og maler, Wilhelm Camphausen, besøger dagen efter slagmarken på Dybbøl og fortæller.

Den næste morgen brød vi ganske tidligt op for at besigtige gårsdagens slagmark. I Gråsten-slottet vrimlede det med tilfangetagne danskere; særligt var slotskapellet propfuldt.

Vejret var overskyet og trist, der faldt enkelte regndråber, kort og godt situationen var så passende som mulig. Så kom vi frem til vort bestemmelsessted. Og hvilket syn! Det hele, vide område foran, i og omkring parallellerne var bestrøet med bortkastede udrustningsdele, bajonet- og sabelskeder, patrontasker, tømte tornystre betrukket med sælskind, spillekort, vel i overtro bortkastet ved kampens begyndelse, tusinder af halvrustne, danske geværer osv. alt hulter til bulter. Israels børn kan ikke mere ivrigt have samlet den himmelfaldne manna end vi derpå begav os til at belæsse os med disse ting. Intet under at jeg, så bepakket og belastet at jeg hverken kunne komme frem eller tilbage, snart udmattet holdt inde. 

Snart forkyndte enkelte blodpletter ankomsten til kampens egentlige sted. Af forbipasserende soldater hørte vi, at de preussiske døde allerede i nattens løb var blevet skaffet af vejen, og at der nok lå dansker-lig spredt omkring. Og således forholdt det sig også. 

Med en vis forståelig skyhed nærmede jeg mig til de første, indsamlede døde og gradvis formåede øjet at hæfte sig ved det rædselsfulde. Der lå de, for det meste allerede i lange rækker, lagt side om side, blege, med blodløse, brune kæber, stive og ubevægelige, de brudte øjne stirrende op i den blå himmel, som i mellemtiden atter var klaret op.