Bare på! råbte anføreren→ Vis oversigt

Preussisk korporal J. Bubbe fortæller om stormøjeblikket.

Vi gik skråt mod venstre løs på Skanse 5. Snart suste kartæskerne hen over os; thi det danske artilleri var også på ny blevet livligt. Netop som vi overskred landevejen, som endnu skilte os fra skansen, ramte en hel stribe sådanne 'jernspande' kompagniet. På grund af de trufne, der nu  faldt, kom sektionerne i uorden. At tænke på orden var der naturligvis ikke tale om. 'Bare hele tiden på! På!" råbte anføreren og sprang med højt hævet sabel og et 'hurra!' frem foran den sammenbyltede kolonne. Ganske vist farvede vi med nogles hjerteblod jorden rød, men uopholdeligt stormede de andre videre, dækkende cæsarpælene med græshalm og med raske spring passerende andre hindringer som harver og ulvegruber.

Endnu engang tordnede fjenden en kartæskladning ind mellem os, og så var vi reddet fra denne ødelæggelse; den døde vinkel var nået, vi stod ved skansegravens rand. 'Pinonérer, herhen med stormplankerne!'. Men kun en enkelt kom i brug, der skulle have været ti, men bærerne af de andre lå sandsynligvis døde med deres byrde.

Over denne ene stormplanke, som lå fra denne side af gravranden og med den anden ende kastet frem mellem to spidser i den opretstående palisade, trængte nu, hvem der kunne, ind over og kastede sig ind mod skansens voldskråning. Andre sprang ned i graven, rokkede palisader fri og skaffede sig på den måde adgang til voldskråningen.

Oppe på brystværnet modtog fjenden de opklatrende med bajonetten; de forreste måtte vige. Men endnu flere trængte efter, så brystværnskronen sluttelig blev besteget. Og nu udspandt der sig en kamp, den heftigste og frygteligste. Mand mod mand. Bajonetterne klirrede mod hinanden, tunge stød og slag blev uddelt, forbandelser, skrigen og råben, de såredes stønnen, geværernes knalden og detonerende granaters krakken.