Så stormer de!→ Vis oversigt

Svensk frivillig, premierløjtnant Otto Lindberg fra Kungliga Westgöta Regemente, fortæller om stormen.

Det 2. Regiment blev underrettet af observationsposterne og overalt hørtes råbet: 'Til gevær!' Regimentskommandøren, oberstløjtnant Dreijer, som, endskønt såret, alligevel bibeholdt kommandoet, lod fra løbegravene mellem Skanse 4 og 5, hvor han opholdt sig, hornblæserne uopholdeligt gentage det aftalte signal: 'Lang tone', som dog ikke blev repeteret ned til reserverne på den foreskrevne måde. Man antager, at hornblæserne var blevet dræbt af skud og at det førte signal blev overdøvet af artilleriilden. 

Fjendens stormkolonner var knap kommet frem fra sine paralleller før de modtoges af ovennævnte regiment langs hele løbegravslinjen til venstre for Skanse 5 til 6 og af de her opstillede to kanoner, som fik lejlighed til at servere 5 kartæskskud mod stormkolonnerne, der hastigt overskred terrænet mellem 5 og 6. Ligeledes lykkedes det de to kanoner i placementet mellem Skanse 3 og 4 med 9-10 kartæskskud at bestryge terrænet mellem chausséen og Skanse 5.

I skanserne var kanonerne ladet med kartæsker, men om dagen, under den heftige beskydning, var de almindeligvis trukket tilbage og skydeskårene dækket til med sandsække. Nogen tid forløb derfor inden de kunne sættes ind, hvorfor stormkolonnerne kunne nå frem.