Vis tidligere udgaver...

1864-Tidende

18. april 1864

  • 4444Skanse 6, da det hele var forbi. Danskerne havde bygget blokhuset solidt, men preussernes granater fik bugt med det. Det ødelagte blokhus ses til højre bag de to kanoner.
    BilledeTekst

  • 4444
    BilledeTekst

  • 4444Skanse 4, da det hele var forbi. Preussernes kanoner havde skudt alt sønder og sammen. Her ses broen indtil Skansen.
    BilledeTekst

  • 3333Oversigtstegning af den endelige storm på skanserne ved Dybbøl.
    BilledeTekst

  • 3333Preusserne i den sønderskudte Skanse 2 efter sejren.
    BilledeTekst

  • 3333Den danske Skanse 4 indtages af preussiske tropper den 18. april 1864.
    BilledeTekst

  • 3333Skanse 5 indtages af en preussiske stormkolonne.
    BilledeTekst

  • 3333De sejrende preussiske stormkolonner kommer tilbage efter erobringen af Dybbølstillingen den 18. april 1864 og hilses af Prins Friedrich Carl med den øvrige preussiske generalstab.
    BilledeTekst

Stormen på Dybbøl minut for minut

Kl. 3.45 om morgenen den 18. april 1864 afleverede forpostkommandøren i Dybbøl-stillingen sin daglige rapport til divisionshovedkvarteret i brohovedet. Han havde intet at bemærke.

Af Lars Lindeberg, 1964

På det tidspunkt ventede de preussiske stormtropper, 10.000 mand, allerede i 3. Parallel ca. 250 m foran skanserne på venstre fløj.

Et kvarter efter, omtrent kl. 4, åbnede alle 102 kanoner i de preussiske batterier på én gang ild for at forberede stormen. Bombardementet var det hidtil voldsomste under belejringen. I de følgende seks timer af gav Broager-batterierne og frontbatterierne i forening 7.900 skud, et hvert tredje sekund.

Forberedelserne
Den preussiske artilleriild var koncentreret om skanserne 1, 2, 3, 4, 5 og 6, der den dag var besat af 1. Brigade med kun 2.200 mand. Før daggry havde alt som sædvanlig været parat til at modtage det stormangreb, man ventede hver dag men som timerne gik, uden at der skete noget, blev man mere og mere overbevist om, at faren var drevet over for den dag.

Infanteribesætningerne trak sig ca. 300 meter tilbage, hvor granatregnen var knap så tæt. Kun enkelte observationsposter blev efterladt i skanserne. Artilleristerne krøb sammen i krudtmagasinerne. De få brugelige kanoner, man havde tilbage, var bragt i dækning, og sandsække var stablet op i skydeskårene.

Heller ikke divisionsgeneralens souschef, Major Rosen, der kl. 8.30 vendte tilbage til brohovedet efter en inspektionstur, anede uråd, og staben belavede sig på en rolig dag. Oppasserne var allerede i gang med at forberede frokosten.

Men udenfor, bag én af brohovedskansernes brystværn, sad en soldat af 18. Regiment, Christian Bredsdorff, og skrev brev: ?Jeg kan ikke godt tænke mig, at stillingen kan holdes meget længere?, skrev han. Han fik ret.

Kl. 10 præcis tav de preussiske kanoner brat. Et øjeblik var alt stille. Så skingrede hurraråb gennem luften. Preusserne stormede.

Kampen om de seks skanser, som preusserne angreb direkte, blev kort. Flere steder nåede preusserne frem før de danske infanteribesætninger. Skanse 6 faldt allerede kl. 10.04. Skanse 3 og 5 blev erobret samtidig, kl. 10.05. Skanse 1 overgav sig et minut senere, kl.10.06, og kl. 10.10 vajede den preussiske fane på Skanse 2´s brystværn. Skanse 4, som lå lidt tilbage, blev stormet sidst. Den overgav sig kl. 10.13.

Øjenvidnerne
En soldat af 2. Regiment fortæller: ?Inden vi næsten vidste det, myldrede preusserne frem ved vore løbegrave. ?Hvad skal vi nu gøre??, spurgte jeg kommandersergenten. ?Nu må vi enten dø eller overgive os?, svarede han. En tysker befalede mig at kaste geværet, hvilket jeg gjorde, mens han rakte sin hånd ned og hjalp mig op af løbegraven?.

En soldat af 22. Regiment.  fortæller : ?Det hele skete i løbet af et øjeblik. Løjtnanten kom næppe ind i skansen, som han forsøgte på. Jeg havde endnu engang fået ladet. Idet skuddet gik af, følte jeg et stød i venstre skulder; jeg vendte geværet om og slog løs med kolben, men min ene arm var kraftløs, og geværet blev straks slået fra mig. Jeg stod et øjeblik ganske forvirret, indtil en preusser fyrede sit gevær af lige mod mit hoved, og kuglen rev et stykke skind af min underlæbe. Da satte jeg mig ned og bad: ? Ske din vilje, Gud?. Kampen fortsatte måske et minut, da overgav vi os?.

Af de to regimenter var der kun 575 mand tilbage, da der blev holdt mandtal efter kampen.

Meldingen
Endnu var den kommanderende general i stillingen ikke klar over, at angrebet var begyndt. Fra Dybbøl Mølle til brohovedet var der udstillet en række hornblæsere, som skulle give signalet ?lang tone?, når preusserne angreb. Men hornblæserne blæste ikke. De var blevet dræbt under formiddagens bombardement.

Imens fortsatte preusserne deres stormløb. De nåede hurtigt den tilbagetrukne linje, som de fandt ubesat, og de stormede Skanse 7. Et dansk forsøg på at tage skansen tilbage mislykkedes, og kl. 10.30 var skansen erobret.

Først da nåede den første melding om stormen pr. ordonnans frem til hovedkvarteret i brohovedet. General du Plat, der havde kommandoen den dag, gav straks ordre til alarmering af reserverne. 8. Brigade (9. og 20. Regiment) skulle rykke frem og besætte den tilbagetrukne linje, som han endnu troede var i danskernes hænder, og 2. Brigade (3.og 18. Regiment) skulle forsvare brohovedet.
Kl. 10.35 underrettede generalen overkommandoen, der havde hovedkvarter i Ulkebøl Præstegård på Als. Telegrammet lød: ?Der høres stærk geværild i første linje. Reservebrigaderne i Sundeved alarmeres og besætte retrechementet?.

Allerede uden for brohovedet mødte generalen og hans stab forsprængt mandskab fra 1. Brigade, og på grundlag af, hvad soldaterne fortalte, sendte du Plat på vejen ud i stillingen endnu to meldinger til overkommandoen. De afspejler, hvordan situationens alvor først efterhånden gik op for ham. Den første melding lød: ?Skanserne 4 og 5 er tagne. Vores afdelinger retirerer?. Den anden ?4 er tagen. Venstre fløj er opgiven?.

Modangrebet
Da generalen nåede vejgaflen, hvor Åbenrå-vejen og Flensborg-chausseen støder sammen, var 8. Brigade allerede under fremrykning.

En soldat af 9. Regiment fortæller: ?Frem i stormløb gik det over hele linjen. Trods jern og bly, blot fremad. Fremad mod fjenden. Der var alvor og kraft og vilje i angrebet, og ude i Vemmingbund kom ?Rolf Krake? stolt og truende langsomt dampende op. Et rungende hurra på hele linjen, og tysken standsede, overdængede os med al den ild han formåede, vaklede og flygtede."

Under rasende bajonetkampe nåede Brigaden næsten helt frem til den tilbagetrukne linje og Dybbøl Mølle, før angrebet gik i stå. Brigadekommandørens adjudant, sekondløjtnant Holbøll, fortæller: ?Hvor besynderlig under alt dette at lægge mærke til den fred, der hersker i naturen. Det var en smuk forårsdag, stille vejr og dejlig solskin. En lærke fløj op og slog vedholdende sin glade trille, mens menneskerne nedenunder stormede mod hverandre og udbredte død og ødelæggelse?.

Højre fløj
Mærkelig nok synes General du Plat slet ikke at have haft blik for modangrebets taktiske betydning. Allerede da 8. Brigade gik frem, havde han prøvet at standse den, fordi han mente, slaget allerede var tabt. Angrebet blev kun gennemført, fordi brigadekommandøren, Oberst Scharffenberg, nægtede at adlyde ordren. Og nu, da angrebet lykkedes, så generalen ikke, at det gav ham mulighed for at redde 3. Brigade (16. og 17. Regiment), der endnu holdt skanserækkens højre fløj. Først da en af hans stabsofficerer gjorde ham opmærksom på det, gav han ordre til at brigaden skulle gå tilbage. Klokken var blevet 11.

Ordren nåede frem kl. 11.15, men da var preusserne også gået til angreb på denne fløj, så tilbagegangen blev yderst vanskelig. Kun besætningen i Skanse 10 nåede tilbage sammen med brigadens øvrige tropper. Skanse VII blev afskåret, men afslog alligevel to preussiske stormløb, før den måtte overgive sig kl. 11.30. Omtrent samtidig blev Skanse 9, hvis besætning heller ikke havde held med at slippe bort, stormet og erobret. Nøjagtigt tidspunkt for, hvornår skansen faldt, blev ikke noteret.

Tilbagegangen
Imens havde preusserne fået deres reserver frem på venstre fløj. Det havde hidtil ikke været muligt på grund af ?Rolf Krake?s flankerende ild, men kl. 11,34 trak panserskibet sig ud af kampen og dampede ud af Vemmingbund, fordi man om bord mente, at kampen i land nu var afgjort.

Da preusserne gik frem med friske tropper, måtte 8. Brigade, som havde bidt sig fast i en linje tværs over Dybbøl Banke, vige.

En soldat af 20. Regiment fortæller om tilbagegangen: ?Kuglerne hvislede således om ørerne på mig, at jeg kunne mærke lufttrykket af dem; ligeledes slog de som en haglbyge om fødderne, så der stod en støvsky rundt omkring mig. Jeg gik imidlertid ganske langsomt tilbage, da jeg ikke kunne udholde at løbe. Med de øvrige tropper retirerede jeg til bag Sønderborg, hvor vi endelig var i sikkerhed. Af hundrede og nogle halvfjerdsindstyve mand blev vi kun nogle og fyrre tilbage i kompagniet?.

8. Brigade, der før kampen talte 3.027 mand, led under modangrebet et tab på 1.399, deraf 403 døde, 427 sårede og 569 fangne. Begge regimentschefer, alle fire bataljonskommandører og 11 af de 16 kompagnichefer var blandt de faldne.

Tabene
Lidt over kl. 12 var alle afdelingerne nået gennem brohovedet og over broerne til Als. Til sidst fik 2. Brigade, der holdt brohovedet besat ordre til at trække sig tilbage og afbryde broerne. Kl. 14 var ordren udført. Dermed var kampene ikke endt. Reserverne på Als, bl.a. Livgarden, var gået i stilling i skyttegravene langs Alssund og lå hele eftermiddagen i skydefægtning med preusserne på den modsatte bred og batterierne på Als fortsatte kampen med de feltbatterier, preusserne havde kørt op på Dybbøl Banke.

Kampen havde kostet preusserne 1.201 mand deraf 263 døde, 909 sårede og 29 fangne. Danskernes tab var 4.821 mand, deraf 279 døde, 930 sårede, 2.976 fangne og 646 savnede.

Afslutningen
Da mørket faldt på, endte den blodige kamp, og Chr. Bredsdorff af 18. Regiment kunne endelig fuldende det brev, han var begyndt på om morgenen ovre i brohovedet. Han skrev det på en mark uden for Sønderborg, og tilføjelsen lød:
?Så kom den da, den længe ventede storm, der har fejet en tredjedel af vor lille hær bort, og vi har mistet Dybbøl. Hvorledes det er gået ude i løbegravene og skanserne, ved vi ikke, men det har sikkert været forfærdeligt der. Da alle var passeret gennem os i brohovedet, fik vi lov at retirere, hvorpå broerne blev afkastet. Harmens tårer løb Sergent Poulsen ned over kinderne, da vi måtte forlade Dybbøl. Ja, det har været en rædsom dag. Gud give os snart fred, eller dog våbenhvile, at vi kan puste lidt ud og komme til kræfter?.

 

* * *
Brugerkommentarer til 1864-Tidende via Facebook