Vis tidligere udgaver...

1864-Tidende

14. april 1864

  • Preussiske tropper graver på den 3. Stormparallel den 14. april 1864 foran Dybbølstillingen.
    BilledeTekst

  • Skanse 1 set fra stranden foran Dybbølstillingen den 14. april 1864. Der stiger røg op fra skansen.
    BilledeTekst


  • BilledeTekst


  • BilledeTekst

Overkommandoen anbefaler rømning

Men regeringen fastholder, at de sønderskudte Dybbøl-skanser skal holdes til det yderste.

Af Lars Lindeberg, 1964

Det var klar måneskin, da preusserne natten til den 14. april 1864 pludselig overfaldt de danske forposter på venstre fløj og erobrede deres skyttegrave. Prins Friedrich Karl skulle have plads til at anlægge sin tredje og sidste parallel foran skanserne. Det kostede ham 41 døde og sårede, mens vi mistede 5 døde, 11 sårede og 98 fangne.

Natten igennem vedligeholdt de fjendtlige batterier en jævn ild mod Dybbøl-stillingen om morgenen forstærkedes den igen. Det blev til i alt 4.708 granater i løbet af dagen. Kun skanserne på højre fløj og batterierne på Als var i stand til at svare igen og gjorde det. Kanonerne på venstre fløj stod tavse bag volde af sandsække for at kunne være klar, når preusserne stormede. Vovede artilleristerne at affyre bare ét skud på denne fløj, koncentrerede de preussiske batterier straks deres ild omkring den. Den erfaring havde man gjort de sidste dage, og nu havde man helt opgivet at tale med den voldsomme artilleri-duel.

Skanserne led meget under beskydningen, og da det stadigt ikke var mulig at udbedre skaderne, sank de svage jordværker især på venstre fløj efterhånden sammen til uregelmæssige jordbunker, omgivet af splintrede palisader og stormpæle.

Det gik også ud over materiellet, og de personelle tab blev om aftenen gjort op til 29 dræbte og 63 sårede.

Overkommandoen havde om morgenen uarbejdet en ny redegørelse til krigsministeriet, hvori det hed: "Overkommandoen formener, at Dybbøl-stillingen i dette øjeblik har udfoldet al den modstandskraft, den besidder i fortifikatorisk henseende, at en fortsat kamp i samme kun kan føre til en katastrofe som intet udbytte vil kunne bringe for kongen og landets sag, og at derfor stillingens opgivelse er det fra et militært standpunkt rigtige, og at tilbagetoget til Als bør tiltrædes."

Inden skrivelsen blev sendt af sted, bad krigsminister Lundbye imidlertid om en samtale med overkommandoen. Samtalen førtes pr. telegram mellem krigsministeren og stabschefen og fik følgende forløb:
Ministeren: "Vedvarer skydningen lige stærkt?"

Stabschefen: "Skydningen vedvarer."

Ministeren: "Venter man, at den endnu længe af fjenden kan fortsættes."

Stabschefen: "Derom kan ingen sikker mening haves."

Ministeren: "Er tilbagegangen begyndt?"

Stabschefen: "Nej."

Ministeren: "Venter man en storm, og hvorvidt tror De, at den kan modtages. Er tropperne udmattede?"

Stabschefen: "En storm må stadig ventes og må modtages, hvis den snart kommer. Tropperne er egentlig  ikke udmattede, men en del af dem er stærkt betagne af den stærke ild.

Ministeren: - Har De noget ønske om assistance herfra? Har De noget at tilføje i anledning af de gjorte spørgsmål eller situationen i det hele?"

Stabschefen: "Evakueringen af syge og sårede herfra ønskes fremmet af al magt. Transportskibe ønskes sendt til Høruphav. Overkommandoen må have aldeles frie hænder i det nærværende øjeblik."

Ministeren: "Overkommandoen har frie hænder. Regeringen stoler på den såvel militære som i politisk henseende."

Klar besked
Om eftermiddagen indløb følgende telegram fra ministeren:
Efter min samtale med stabschefen i formiddags forelagde jeg regeringen de gjorte meddelelser. Den fastholder sin tidligere udtalte anskuelse om vigtigheden af at holde stillingen, selv om der skulle resultere forholdsvis betydelige tab."

 

* * *
Brugerkommentarer til 1864-Tidende via Facebook