Vis tidligere udgaver...

1864-Tidende

11. april 1864

  • Dansk og preussisk soldat mødes i ingenmandsland foran de danske skanser på Dybbøl Banke til en selverklæret våbenhvile.
    BilledeTekst


  • BilledeTekst

  • Preussernes 2. Parallel blev gravet i en afstand af 500 m fra de danske skanser.
    BilledeTekst

Stormen på Dybbøl bliver fastsat til den 13. april

Men aftenen før udsættes den pludselig til den 14. april - Preusserne kun 500 meter fra de danske skanser.

Af Lars Lindeberg, 1964

Aarøes strejfkorps fortog sit tredje commando-raid mod den jyske østkyst natten til den 11. april 1864, og endelig lykkedes det.

Et kommando på et halvt hundrede mand gik i land ud for Dyrborghoved og rykkede i ilmarch frem mod Løjt Kirkeby, hvor man vidste, en preussisk vagtstyrke var indkvarteret. Uheldigvis var de fleste af preusserene ude på patrulje, da danskerne omringede den lille landsby, så de tog kun 4 mand til fange. Med dem om bord vendte kommandoet hjem til Assens i triumf op ad formiddagen.

På Dybbøl gik det knap så gemytlig til.

Fastsat
I siksak havde de preussiske pionere gravet sig ca. 250 m frem foran deres halvparallel, og i nattens løb havde de anlagt en ny parallel for enden af løbegravene. Nu var preusserne kun 500 m fra de danske skanser.

Prins Freidrich Karl havde i sinde at storme Dybbøl fra den ny 2. Parallel, så den var forsynet med udfaldstrin seks steder. Stormen blev fastsat til den 13. april.

Beskydningen af skanserne fortsatte med uformindsket kraft hele dagen. De fjendtlige batterier afgav i alt 3.886 skud. I Skanse 3 og 6 revnede krudtmagasinernes betonmure, og i Skanse 4 gik der ild i blokhuset. Tabet af menneskeliv var stort: 31. Af sårede havde vi 43. Desuden var ni mand blevet taget til fange under en forpostkamp om formiddagen.

Om aftenen indløb krigsminister Lundbyes svar på overkommandoens forslag om en rømning af stillingen. Telegrammet fra København lød kort og godt: "Det er regeringens anskuelse, at Dybbøl-stillingen må forsvares til det yderste."

Udsat
Beskydningen af stillingen fortsatte til den 12. april 1864, så det var ikke muligt at udbedre skaderne i skanserne. Om formiddagen tiltog ilden i styrke. De fjendtlige batterier afgav i alt 4.811 skud i løbet af dagen. Skanserne og materiel led meget. I Skanse 6 blev blokhuset helt skudt sammen, og broen ind til skansen blev ødelagt.

Danskerne vidste ikke, at prins Freidrich Karl holdt krigsråd i sit hovedkvarter i Gråsten den aften. Prinsen havde efter nærmere eftertanke fundet det for voveligt at storme Dybbøl som planlagt næste formiddag, og angrebet blev udsat til den 14. april.

I Jylland var alt roligt.

 

* * *
Brugerkommentarer til 1864-Tidende via Facebook