Vis tidligere udgaver...

1864-Tidende

29. februar 1864

  • Allierede tropper på vej gennem Nørregade i Haderslev den 29. februar 1864 tegnet af den engelske korrespondent Robert Landells.
    BilledeTekst

  • Billede af allierede tropper på vej gennem Nørregade i Haderslev den 29. februar 1864 bragt i London Illustrated News.
    BilledeTekst

  • Østrigske og måske preussiske officerer samlet i Petersens Hotel i Haderslev sandsynligvis slutningen af februar eller begyndelsen af marts 1864.
    BilledeTekst

Dansk sejr ved Vorbasse

Dansk eskadron tage 34 preussiske husarer til fange efter voldsomt sammenstød.

Af Lars Lindeberg, 1964

Danmark kunne notere en lille sejr den 29. februar 1864, da preussiske husarer og danske dragoner tørnede sammen syd for byen Vorbasse.

Preusserne havde fået underretning om, at der stod en eskadron dragoner i byen, og da de følte sig utrygge ved, at danskerne opererede så langt vestpå, fik to husar-eskadroner ordre til at jage danskerne væk. Den ene af de preussiske eskadroner overrumplede de danske vagtposter, tog nogle af dem til fange og jog resten af dem foran sig ind mod Vorbasse.

Syd for byen lykkedes det en løjtnant at få samling på de flygtende dragoner, og i strakt karriere red han preusserne i møde. De forreste husarer blev væltet over ende ved sammenstødet med de tunge danske dragoner. De øvrige blev grebet af panik, og mange af dem kastede deres heste om for at tage flugten.

Da resten af den danske eskadron i det samme kom sprængende fra Vorbasse, opgav preusserne videre modstand og flygtede skarpt forfulgt af danskerne. Først da den anden preussiske eskadron dukkede op, standsede danskerne forfølgelsen.

Dragon Niels Peter Rasmussen, der var med, fortæller:
"Jeg ved næsten ikke, hvordan det gik til, for vi var helt vilde og slog blot løs det bedste, vi kunne. En korporal af vore fik et stik af en sabel lige i tindingen. Jeg så, han styrtede af hesten. Den husar, der stak ham, fik nok at gøre, for en af vore gik løs på ham, og jeg skal sandelig love for, der vankede".

Alle de danske dragoner på 4 nær, blev befriet. 1 preussisk husar blev dræbt, og 34, deraf 6 sårede, blev taget til fange. 7 af de danske dragoner var såret, og 1 af dem døde kort efter af sine sår.

Hverken fra Sundeved eller Fredericia forelå rapporter om andet end patruljevirksomhed den dag.

Derimod kunne det danske marineministerium den 1. marts meddele, at eskadren i Østersøens østlige del havde hejst flaget under Kontreadmiral  van Dockums kommando. Det betød, at Danmark snart ville være i stand til at udstrække blokaden af de fjendtlige havne til dette farvand.

 

* * *
Brugerkommentarer til 1864-Tidende via Facebook

Læs desuden...