Vis tidligere udgaver...

1864-Tidende

5. februar 1864

  • 4444Telegrafen fredag den 5. februar 1864 om situationen ved Dannevirke.
    BilledeTekst

  • 3333Danske infanterister under tilbagetoget fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864.
    BilledeTekst

  • 3333Skitse over den danske tilbagegang fra Dannevirke til Flensborg.
    BilledeTekst

  • 33333. Divisions forholdsordre i forbindelse med tilbagetrækningen fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864. 3. Division skulle udgøre bagtroppen.
    BilledeTekst

  • 3333En situation under tilbagetoget fra Danevirke den 6. februar 1864, der nærmest er blevet et ikon på krigen 1864.
    BilledeTekst

  • 3333Fotografiet af den døde sekondløjtnant Peter Dørslund Lund ved 9. Regiment førte til at han blev identificeret.
    BilledeTekst

  • 4444Den preussiske pontonbro over Slien ved Arnis, som blev anlagt den 6. februar 1864 umiddelbart efter, at danskerne havde trukket sig tilbage.
    BilledeTekst

Tilbagetoget

Mens den danske hær slæbte sig tilbage fra Dannevirke, kørte fire jernbanetog tomme til Flensborg.

Af Lars Lindeberg, 1964

Et mirakel, at tilbagetoget ikke blev opdaget tidligere
Samtidig med at den danske hær tiltrådte tilbagetoget fra Dannevirke om aftenen den 5. februar, blev der fløjtet afgang for fire jernbanetog med i alt 84 vogne, der havde stået parat bag volden fra om morgenen. Togene kørte tomme til Flensborg.

I krigsrådet dagen i forvejen var det blevet bestemt, at artilleriet kunne disponere over jernbanemateriellet til borttransport af det svære skyts i stillingen, men på grund af en misforståelse troede artilleriet, at togene først måtte benyttes sent om aftenen. Jernbanefolkene havde imidlertid ordre til at køre kl. 20.45, og på det tidspunkt var artilleristerne end ikke begyndt at læsse kanonerne på vognene. Nu måtte næsten alt det svære skyts efterlades, i alt 132 kanoner af forskellige kalibre med tilhørende ammunition.

De danske soldater havde stået på alarmpladserne fra kl. 6 om morgenen, men da der i løbet af formiddagen kun udspandt sig en mindre artilleriduel over Haddeby-dæmningen, og fjenden syntes at forholde sig i ro, beordredes afdelingerne hjem i kantonnementerne allerede kl. 11. Kun de højere officerer var på det tidspunkt orienteret om, hvad der skule ske, og kl. 12.15 sendte overkommandoen et beroligende telegram til København: "Der er fortsat skudvekslen mellem skanserne og fjendens batterier. Intet forpostsammenstød, men fjenden okkuperer mere og mere af vort forpostterræn. På fløjene synes alt roligt."

Selv om rygterne begyndte at svirre i løbet af eftermiddagen, var tilbagetoget stadig en velbevaret hemmelighed, da afdelingerne hen under aften igen fik ordre til at stille på alarmpladserne. Mange af soldaterne troede, det gjaldt et natligt udfald, og "Dengang jeg drog af sted" lød fra rækkerne, da afdelingerne satte sig i bevægelse.

Sandheden gik først op for dem, da de opdagede at de marcherede nordpå. Sangen forstummede, og alle blev grebet af fortvivlelse. Ingen havde tænkt sig muligheden af, at Dannevirke skulle rømmes uden kamp. Mange havde tårer i øjnene, andre talte om forræderi.

Marchen
Trænet, de hundreder af vogne med bagage og forplejning, var brudt op mellem kl. 14 og kl. 17.30. Trosset, der omfattede kanoner, ammunitionsvogne, redskabs- og materialevogne, lazaretter, furage- og munderingsvogne, kom ikke så tidligt af sted, og mange af vognene måtte efterlades, da der manglede heste. 

General de Meza kørte fra Slesvig allerede om eftermiddagen, og ved 20-tiden begyndte de første infanteriafdelinger at marchere nordpå.

Først kl. 21.50 sendte overkommandoen telegrafisk meddelelse til København om, hvad der var ved at ske: "Efter at have sammenkaldt et krigsråd i går har overkommandoen besluttet at opgive Dannevirke-stillingen, forinden et forestående alvorligt angreb udføres. Armeen marcherer i nat til Flensborg. Materiellet i skanserne efterlades".

Krigsministeriet blev stillet over for en fuldbyrdet kendsgerning, og var afskåret fra at gribe ind, for så snart telegrammet var afsendt, blev telegrafledningen klippet over. 

Ved midnatstid forlod de sidste danske soldater Dannevirke. Det frøs 10 grader, og det var begyndt at sne. I den skarpe blæste fra nordvest føg sneen på tværs af chausseen, og det varede ikke længe, før isslag havde gjort den spejlglat.

Da de store vognkolonner foran den marcherende hær savnede en håndfast ledelse, der kunne sørge for, at styrtede heste og væltede vogne og kanoner omgående blev skaffet af vejen, gik marchen ustandselig i stå, og hver standsning forplantede sig ned gennem de kilometerlange kolonner af soldater. 

Natten blev et mareridt, og mange bukkede under for strabadserne, udmattede af de foregående døgns hårde tjeneste. Desuden svigtede forplejningen ved mange af afdelingerne, og sulten tærede yderligere på kræfterne.

Ti mand frøs ihjel på turen, og 173 benyttede lejligheden til at desertere.

Tilfældet
Det var et mirakel, at østrigerne, hvis forposter stod tæt foran stillingen, ikke straks opdagede, at danskerne trak sig tilbage.

Artilleristerne på Mågeøen i Slien var begyndt at trække skytset tilbage, endnu inden det blev mørkt, og uheldet ville, at en kanon gik gennem isen, så det for østrigerne må have set ud som om den blev sænket med vilje. Baraklejren ved St. Dannevirke blev stukket i brand, da tropperne afmarcherede, og lysskæret kunne ses viden om. En af skansekommandørerne sprængte sit krudtmagasin i luften med et øredøvende brag, og da de sidste danske soldater var marcheret ud af Slesvig by, prøvede beboerne ved hjælp af lyssignaler at gøre østrigerne opmærksom på, hvad der var sket.

Det værste var imidlertid, at overkommandoen helt havde glemt, at den dagen i forvejen gennem en parlamentær havde bedt om nogle timers våbenhvile for at begrave de døde fra kampen om Kongshøj. Kort efter midnat, da de danske forposter netop var blevet inddraget, kom en østrigsk parlamentær med svar på anmodningen. Da han fandt de danske stillinger forladt, sendte han straks melding tilbage til det østrigske hovedkvarter, men den vigtige besked nåede først frem kl. 4 om morgenen den 6. februar. Og den melding, som herfra afsendtes til det allierede hovedkvarter, gik tabt undervejs, ingen ved hvordan.
Omtrent samtidig opdagede preusserne, der stod parat til at gå over Slien ved Arnæs, at danskerne var borte. Hen på aftenen hørte preusserne, at der var fest i Kappel, en lille flække på Sliens nordbred. En underofficer sejlede over, og fandt ud af, at beboerne fejrede danskernes tilbagetog.

Men heller ikke denne melding nåede frem til hovedkvarteret. Den preussiske ordonnans kunne ikke finde det, og da han mødte en civil postkører, der lovede at tage meldingen med og aflevere den på rette sted, regnede ordonnansen med, at sagen var i orden. Postkøreren så man imidlertid aldrig noget til i det allierede hovedkvarter.

 

* * *
Brugerkommentarer til 1864-Tidende via Facebook

Kommentarer fra 2012

Det gyldne øjeblik

Af Bjørn Østergaard

Set i bakspejlet og med danske øjne så kunne tilbagetrækningen fra Dannevirke ikke være sket på et bedre tidspunkt. Netop denne nat forberedte det preussiske 1. Korps at krydse Slien ved Arnis længst ude på den danske venstre fløj. Samtidig var der efter de sidste dages kampe foran centrum i Dannevirkestillingen en bemærkelsesværdig ro på dette sted. Danskerne skulle lulles i søvn mens det preussiske korps forcerede Slien og omgik danskernes venstre fløj. Derved ville et tilbagetog via Flensborg være umuligt og en fuldstændig tilintetgørelse af den danske felthær en realitet.

Derfor var de Meza's og resten af krigsrådets beslutning langt rigtigere end de måske endda selv var klar over. Man udnyttede et gyldent øjeblik og slap på et hængende hår væk fra den allierede hærs ødelæggende knibtangsmanøvre.

Til gengæld var planlægningen af tilbagetrækningen mangelfuld og præget af manglende øvelse. Det tunge læs af forsyninger - trænet - blev sendt for sent nordpå, hvilket kom til at blokere vejene for de efter følgende tropper.

Alle regimenter havde ikke fået de nødvendige ekstra rationer inden afmarchen. Heller ikke den nødvendige forudgående hvile fik de. Tjenesten de sidste par dage havde ellers været særdeles anstrengende med gentagne alarmeringer. Det var tydeligt, at man manglede den nødvendige friske reserve.

For stor en del af hæren blev sendt via chauséen (hovedlandevejen til Flensborg), selvom flere sagtens kunne være blevet sendt af den mere østlige vej over Vedelspang. Det forstærkede kødannelsen og øgede frustrationen blandt mandskabet.

At man så i alt for ringe grad fik sørget for at bråde hestene, så disse kunne stå fast på de meget glatte veje, gjorde ikke vanskelighederne mindre. Overkommandoen mente at dette kunne divisionerne selv finde ud af uden at få ordre om det, men man havde glemt at smedene, der skulle udføre det, allerede var sendt nordpå. Nu var det kun enkelte mindre enheder, hvor chefen handlede på egen hånd, der fik brådet hestene.

At togene ved Dannevirke ikke blev udnyttet til artilleriet er tilgiveligt, da det ikke var planlagt af overkommandoen. Man havde afskrevet alt fæstningsartilleriet i Dannevirkestillingen. Men her handlede artilleriet på egen hånd og forsøgte at redde en del af det tunge skyts i skanserne ved at sende det til jernbanestationen for her at få det læsset på togvognene. Men en simpel misforståelse af tidspunktet og muligvis kommunikationsproblemer med det engelsksprogede togpersonale ødelagde den plan. Derefter gjorde artilleriet det utilgivelige at de sendte en del af kanonerne nordpå via den i forvejen overfyldte chaussee. Netop det som overkommandoen ville undgå!

Togene skulle ikke være blevet anvendt til artilleriet men i stedet være brugt til at transportere en del af tropperne til Flensborg, hvor de som friske og veludhvilede enheder kunne være sat ind mod de efterfølgende østrigske tropper.

Den største fadæse var at størstedelen af det danske kavaleri samt felt artilleri var blevet sendt nordpå. Kun en enkelt eskadron skulle hjælpe arrieregarden (bagtroppen) i dens kamp med de efterfølgende fjendtlige tropper. Det kom til at koste dyrt.

At man valgte det gyldne tidspunkt reddede den danske hær.