Vis tidligere udgaver...

1864-Tidende

15. november 1863

    Hans Majestæt kong Frederik 7. er død

    Kongen er sovet stille ind på Glücksborg Slot med sin hustru grevinde Danner ved sin side.

    Den blot 55-årige konges død skyldes rosen, som han lagde sig syg med d. 9. november. Hans tilstand forværredes hurtigt, så telegrammet om den nye forfatnings vedtagelse blev aldrig forelagt for ham. Sygdommen, en hudinfektion der kan medføre blodforgiftning, brød ud på grund af en blist i kongens næse, og blev forværret af hans ophold i Slesvig, hvor han har været siden september. Dannevirkebesøg i dårligt vejr kombineret med mange arrangementer med mad og drikke i rigelige mængder, harmonerede ikke med Frederik 7.s generelt svage helbred. 

    En folkekær mand
    Nyheden om majestætens bortgang har lagt hele landet i sorg. Frederik 7. har mere end nogen anden været folkets konge, og det er hans omsorg og respekt for det danske folk, der har været ledetråden i hans regeringstid. Hans utrolige evne til at tale med alle befolkningslag uden at miste sin kongelige værdighed vejede i danskernes øjne mere end op for de mangler han havde. Frederik Carl Christian blev født i 1808 som søn af kronprins Christian (senere Christian 8.) og kronprinsesse Charlotte Frederikke. Han var nevø til den daværende konge Frederik 6. Forældrene blev skilt da prins Frederik var blot et år gammel. Kronprinsessen havde været utro og blev forvist til Horsens. Da kronprins Christian kort efter blev statholder i Norge, var der ingen til at tage sig af prins Frederik og hans opdragelse bar meget præg deraf. Han boede hos forskellige familiemedlemmer og blev undervist af forskellige lærere, der ikke formåede at fange interessen hos prinsen, der hverken var bogligt anlagt eller besad den store arbejdslyst. Til gengæld havde han store sociale evner og han var altid centrum til festlige arrangementer.
    Frederik 7. blev gift tre gange, de første to ægteskaber var med fyrstelige kvinder og resulterede begge i skilsmisse. Både prinsesse Vilhelmine af Danmarks og prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz' personligheder afveg væsentligt fra Frederik 7.s, og de accepterede aldrig hans liv med fest og et for stort indtag af alkoholiske varer. Først i det tredje ægteskab var Frederik 7. lykkelig, men det var ikke uden omkostninger. Trods modstand fra både ministeriet, kongefamilien og den danske adel giftede Frederik 7. sig i 1850 med den borgerlige modehandlerske Louise Rasmussen, der blev udnævnt til grevinde Danner. De blev gift til venstre hånd, så eventuelle børn ikke kunne arve tronen. Grevinde Danner var den der forstod kongen bedst og hun formåede at lægge en dæmper på Frederik, men dette ændrede ikke på hendes opvækst og hun blev aldrig accepteret ved hoffet. Alle tre ægteskaber var barnløse.

    Konge og Grundlov
    Frederik 7. blev udnævnt til konge d. 20. januar 1848. Allerede i 1847 havde Frederik arbejdet med ideen om at ændre det danske monarki i konstitutionel retning, til dels fordi han selv vidste, at det ansvar et enevældigt styre medførte, ikke var noget for ham. Det samme havde Christian 8. indset og han bad på sit dødsleje Frederik om hurtigst muligt at indføre en konstitutionel forfatning. Allerede kort efter sin tiltrædelse lovede Frederik 7. det danske folk en forfatning, og hans velvilje og respekt for befolkningen var en væsentlig grund til, at Danmark gennemgik 1848-revolutionen uden den vold, der i dette år prægede Europa. D. 5. juni 1849 underskrev han Grundloven. Frederik 7. var nu konstitutionel konge og han holdt sig strengt inden for disse grænser. På statsrådsmøder gav han sin mening til kende, men bøjede sig altid for flertallet. 
    Frederik 7.s regeringstid var præget af problemer med hertugdømmerne. Treårskrigen brød ud d. 23. marts i Holsten og varede til oktober 1850. Danmark vandt krigen, men de bagvedliggende problemer blev ikke løst. Det har nu resulteret i Novemberforfatningen, der allerede har skabt internationale problemer. Kongen nåede desværre ikke at underskrive forfatningen og det er derfor et hårdt slag for Danmark, at landet mister sin elskede konge netop nu. Ingen, hverken i Danmark eller udlandet, tvivlede på Frederik 7.s ret til hertugdømmerne, men da han døde barnløs, er han den sidste konge af Oldenborgslægten.

    Kong Christian 9. af Danmark
    Den danske trone overtages af Christian 9., der stammer fra den glückborgske del af den danske kongefamilie. Hans far nedstammer fra Frederik 2.s bror, Hans den Yngre, mens han mor er barnebarn af Frederik 5. Christian 9. har før tronskiftet ikke været så kendt i den brede danske befolkning, men han omtales som en retskaffen familiefar og meget samvittighedsfuld i sin gerning. Han har været aktiv i den danske armé og læst statsret og historie på universitetet i Bonn. Sammen med sin hustru dronning Louise har han hele seks børn. Hans ældste datter Alexandra er i marts i år blevet gift med prinsen af Wales og er nu britisk kronprinsesse. Christian 9. næstældste søn Wilhelm er blevet valgt til konge af Grækenland under navnet Georg, efter den gamle konge tidligere i år måtte forlade tronen. 
    Christian 9. blev valgt til tronfølger, da det blev klart, at Frederik 7. ikke ville få børn. Tronfølgen blev anerkendt af stormagterne i Londontraktaten fra 1852. Det er derfor ikke videre heldigt, at den danske Rigsdag netop har vedtaget Novemberforfatningen, der bryder Londontraktaten. Christian 9. vil næppe miste retten til den danske trone, men flere stiller allerede nu spørgsmålstegn ved hans ret til hertugdømmerne. Frederik 7.s ret var sikret via den oldenborgske linje og anerkendt i hertugdømmerne. Stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten har aldrig anerkendt Londontraktaten og dermed Christian 9. som henholdsvis konge og hertug over dem. Havde Danmark ikke vedtaget den nye forfatning, ville det være svært for løsrivelsesbevægelsen i hertugdømmerne ikke at anerkende Christian 9. som regent. Nu hvor Danmark selv har brudt Londontraktaten, kan hertugdømmerne bedre argumentere for, at de ikke behøver følge den. Med dette in mente er det store spørgsmål om Christian 9. vil underskrive og dermed stadfæste Novemberforfatningen. Kongen regnes desuden for at være helstatsmand, hvilket kan tjene som yderligere grund til ikke at skrive under.

    Preussisk protest
    Samtidig med meddelelsen om kongens død, er der indtruffet et telegram fra Preussen. Her protesterer den preussiske ministerpræsident Bismarck kraftigt mod den nye danske forfatning. Dette kan virke overraskende, da Bismarck i perioden op til traktatens vedtagelse flere gange har været imødekommende over for de danske synspunkter. I slutningen af oktober lovede han, at han ville forsøge at forhindre Det Tyske Forbunds tiltag mod Danmark. På denne og lignende udtalelser har Danmark bygget et håb om preussisk støtte til Novemberforfatningen. Dette håb slukkes med dagens telegram, hvor Bismarck skriver, at rigsdagens vedtagelse af forfatningen hindrer muligheden for en fredelig løsning. Især beslutningen om, at Novemberforfatningen skal træde i kraft allerede d. 1. januar 1864, gør det svært at nå til enighed om hertugdømmerne. 

     

    * * *
    Brugerkommentarer til 1864-Tidende via Facebook